Low tech - High adventure

Tirsdag den 18. januar ankom vi til Nelson til det hyggeligste vandrehjem indtil videre. Det var et homestay og var praecis som et "home away from home". Onsdag den 19. januar vaagnede vi op til gratis hjemmebagt broed paa vandrehjemmet, saa var super laekkert. En rigtig god start paa dagen. Eterfoelgende gik Tobias, Lorenz jag og en tysk pige, Kati, som vi havde moedt dagen foer til "The Centre of New Zealand". Det var en meget laekker tur gennem en park, men viste sig skuffende ikke at vaere det egentlige geografiske midtpunkt af New Zealand. Vi fortsatte til det lokale "Farmers' market", som var et hyggeligt lille marked med forskellige lokale produkter til salg. Lorenz og jeg endte med at koebe et glas laekkert honning. Paa vej tilbage til vandrehjemmet bookede vi en kajaktur i Abel Tasman National Park til dagen efter.

Eftermiddagen brugte Lorenz, Tobias og jeg paa den lokale strand (vi laante 3 gamle cykler fra vandrehjemmet for at komme derhen). Det var super laekkert med en dukkert og vandet var overraskende varmt og forfriskende. Vi havde meget sjov med at tage opstillede billeder af hinanden og bare fjolle rundt, saa var rigtig hyggeligt.

Torsdag den 20. januar stod vi tidligt op idet bussen til Abel Tasman National Park koerte klokken 7.00. Da vi ankom til nationalparken ventede 2 store, gule dobbvelthavkajakker paa os (Tobias og Loreny og Kati og jeg sejlede sammen). Efter en hurtig sikkerhedsbriefing tog vi afsted (vi var udstyret komplet med splash-deckner, som vi fik brug for). Der var rimelige boelger paa havet, saa var super sjovt - flere gange skyllede de ind over baaden saa vi var hurtigt glade for vores splash-deckner.

Foerst sejlede vi til en pelssaelkoloni paa den ubeboede Adel Island. Det var superfedt at opleve - vi kom relativt taet paa saelerne, som laa og solede paa stenene ved vandet. Derefter sejlede vi afsted mod en smuk bugt, hvor vi planlagde at nyde vores frokost. Tobias og Lorenz' baad kaentrede da de forsoegte at lande paa stranden - vores blev reddet af en flink mand. Ligesom vi faar trukket baadene i land kommer solen frem fra de skyer, som havde daekket den hele formiddagen og bugten lignede praecis noget taget ud af et postkort. Var utrolig smukt. Efter en laekker frokost laa vi paa stranden og noed livet, solen og udsigten foer vi besluttede at begive os tilbage mod moedestedet. 2 flinke guider hjalp os afsted, hvilket nok var meget heldigt.

Vi fulgte kysten tilbage mod moedestedet, men idet vi indsaa at vi var tidligt paa den besluttede vi at laegge til i en anden smuk lille bugt. Denne gang var det vores tur til at kaentre. Vi var for tidligt ude af kajakken hvilkede resulterede i at en rimelig boelge tippede kajakken over saa den vaeltede mig. Men solen skinnede, saa toerede hurtigt og var bare sjovt. Desvaerre forsvandt mine solbriller, men var der ikke saa meget at goere ved. Efter en laekker svoemmetur - var jo alligevel vaad var det desvaerre tid til at sejle tilbage. Kati og jeg hjalp de andres baad ud og i andet forsoeg fik vi ogsaa vores i vandet (foerste gang naaede boelgerne at fylde den med vand, saa anden gang skubbede jeg den over det vaerste foer jeg selv kravlede op og ind i den.

Desvaerre opdagede vi, at vores kaentring havde oedelagt vores ror, saa turen tilbage til moedestedet var relativ haard, for skulle hele tiden korrigere for stroemmen, som virkede meget opsat paa at baere os ud paa det aabne vand. Da vi ankom til stranden, hvor vi skulle slutte blev vores kajak loeftet op af en boelge, som surfede os ind mod stranden. Jeg kunne dog godt se hvor det bar hen og den endte da ogsaa med at kaentre kajakken og os i den. Heldigvis fik vi hurtigt vores splash-deckner af og kom ud af kajakken, som vendte paa hovedet i vandet. Heldigvis var vandet lavt der, saa var bare super sjovt. Da vi var tilbage og havde faaet toert toej paa noed vi en kop varm kakao i en cafe paa kajakfirmaets regning (de havde udskudt vores bus en halv time).

Om fredagen sov vi relativt laenge idet vi havde haft en lang og energisk dag dagen foer. Eftermiddagen gik med forberedelser til vores 3-dages heik dagen efter - "Abel Tasman Coastal Track". Vi lejede telt, kogeapperat og en gryde, laante liggeunderlag af Allan paa vandrehjemmet og koebte mad. Kloge som vi var besluttede vi os for ris til aftensmad og besluttede ogsaa at tilberede dem. Maaske ikke den mest geniale plan for de svulmede betydeligt op og blev ret tunge, men vi havde i det mindste meget sjov med det. Vores rygsaekke, som vi skulle baere hele vejen, endte med at blive ret tunge.

Loerdag den 22. januar var vi meget tidligt oppe (4.50) og klokken 10.00 ankom til Wainui Bay, den ene ende af  "Abel Tasman Coastal Track", og begyndte officielt vores heik. De foerste 45 minutter af vores heik ledte os til rutens hoejeste punkt - cirka 600 meter over havoverfladen. Var super haardt, men viste sig at det primaert var fordi vi gik opad. Overalt paa ruten var der en fantastisk udsigt over det turkisblaa hav med gyldne strande, klipper og groenne skove. Vejret var meget smukt, saa vi besluttede at tage en omvej til "Seperation Point", som var en pelssaelkoloni. Det sidste stykke var meget stejlt saa vi blev noedt til at tage vores store rygsaekke af for at kravle derned. Man foelte sig helt vaegtloes saa var skoent. Vi kom utroligt taet paa saelerne, saa var rigtig fedt.

Paa vejen videre besluttede vi at tage en genvej langs en strand, som vi ikke var helt sikre paa vi kunne paa grund af tidevandet, men vi satsede. Da vi kom ned til stranden blev vi noedt til at tage sko og stroemper af idet boelgerne slog ind over stranden, men det var utrolig laekkert. Efterfoelgende blev vi noed til at kravle over en strand domineret af relativt store sten, som boelgerne slog ind over. Vores klatretur blev bestemt ikke lettere af vores store rygsaekke, men var en fed oplevelse alligevel. Vi noed en frokost bestaaende af instant noodels paa en af strandende, men det var blev blaest lidt op og var ikke saa varmt laengere, saa blev bare en kort pause. Efter vores relativt sene frokost havde vi heldigvis kun 1 times vandring tilbage - vi var begyndt at blive ret traette. Vores rute var planlagt efter tidevandet - lige foer vores teltplads skulle vi krydse et omraade som blev oversvoemmet ved hoejvande og selvvom vi ankom kun 1 time foer ebbe maatte vi igen af med sko og stroemper. Vi slog hurtigt teltet op - viste sig at vaere ret lille til 3 drenge, men var der jo ikke saa meget at goere ved. Efter et hurtigt aftensmaaltid (kolde ris med opvarmet sur-soed sovs) gik vi tidligt i seng, men sov relativt daarligt. I alt havde vi vandret 22 kilometer med oppakning, saa vi var ret stolte af os selv.

Soendag, anden dag paa vores heik, var vi afsted 7.30. Vejret var vaerre end dagen foer med overskyet, men stadig rimeligt. Igen kom vi forbi en masse smukke steder, blandt andet et lille vandfald, men var ikke helt det samme uden solskin. Tobias og jeg tog en hurtig dukkert i "Halfway Pool", som var en lille (relativt kold) pool midt i et vandloeb. Senere krydsede vi en haengebro, saa var ret fedt. Om eftermiddagen begyndte det at smaaregne, hvilket altid paavirker humoeret paa en telttur. Derfor besluttede vi at sla lejr paa en lejrplads, som var en halv time tidligere end den vi egentlig havde booket. Vi varmede vores mad (og ben) paa et baal som nogen havde lavet paa lejrpladsen - var skoent. Det endte med at blive en meget smuk aften med en flot regnbue, og igen gik vi tidligt i seng.

Paa den sidste dag havde vi kun 4 timers vandring tilbage, saa vi sov til lidt over 8 foer vi gjorde os klar og begav os afsted. De foerste par timers vandring foregik i stort set stilhed - vi var alle ret udmattede. Efter lidt over 2 timers vandring ankom vi til "Apple Tree Bay", som var en utrolig smuk bugt med gyldent sand, turkisblaat vand og en god udsigt. Her noed vi en let frokost og saa ellers bare solen, varmen og en dukkert inden vi efter 3 timer begav os afsted mod sidste del af vores heik. De sidste par timers vandring gik vi raskt til - vi saa vist alle sammen frem til at vaere faerdige, selvom det havde vaeret en utrolig fed tur. Og det var da ogsaa en lettelse da vi endelig naaede enden af ruten og en laekker cafe, hvor vi spiste is. Aftenen tilbage i Nelson var meget stille og rolig med et varmt bad og en god bog. I alt havde vi vandret 54 kilometer paa 3 dage med oppakning, saa vi var godt tilfredse.

Tirsdag den 25. januar gik turen mod Kaikoura med bussen. Paa vejen, som fulgte kysten, saa vi mange pelssaeler, som laa og solede paa stenene, saa det var rigtig fedt. Vi var stadig ret udmattede, saa resten af dagen var meget stille og rolig.

Onsdag formiddag tog vi "The Kaikoura Penninsula Walkway", som var en 9 kilometer lang vandretur langs kysten. Vi kom meget taet paa et par saeler, som laa og solede paa stranden og der var god udsigt over havet og klipperne. Eftermiddagen var ren afslapning; efter vi 3 havde delt lidt over 1 liter is laa jeg i en haengekoeje i skyggen og laeste i en god bog.

Torsdag den 27. januar stod jeg stod jeg op paa det mest ugudelige tidspunkt - 03.45. Aarsagen var at jeg skulle paa en delfin-tur, som startede 05.30. Saa efter en hurtig morgenmad begav jeg mig afsted mod moedestedet for turen. Selvom det var helt moerkt udenfor var den en utrolig smuk, stjerneklar og meget lun morgen (froes overhovedet ikke selvom jeg kun var ifoert shorts og t-shirt). Turen var "Swim with the Dolphins", saa ved ankomsten blev vi alle ifoert 2-delt vaaddragt og vaaddragtshue og udstyret med dykkermaske, snorkel og svoemmefoedder. Fra baaden saa vi en utrolig smuk solopgang, et par albatrosser og en flok "Common Dolphins", foer vi lokaliserede de "Dusky Dolphins" vi skulle svoemme med. Den flok vi fandt bestod af omkring 200 meget legesyge delfiner, saa var helt fantastisk. Selve svommeturene med delfinerne var helt fantastiske. Delfinerne tiltraekkes af lyde, saa vi skraalede alle paa livet loes gennem vores snorkler. Oplevede flere gange, at en eller flere delfiner bare cirklede om mig naar jeg drejede rundt, saa var en helt ubeskrivelig oplevelse. Efter 4 svoemmeture skiftede vi til toert toej og fik lidt tid til at tage billeder af delfinerne fra baaden. Paa vejen tilbage til land noed vi varm kakao og smaakager, saa var en meget vellykket tur. Klokken 09.40 var jeg tilbage paa vandrehjemmet og efter en lur paa 2 timer zombiede jeg resten af dagen foer jeg gik tidligt i seng.

Paa de new zealandske vingaarde

Efter at have vaeret saa tidligt oppe var jeg ret traet og smaasov derfor det meste af faergeturen (efter jeg foerst havde vandret en hel time med min store rygsaek til faergeterminalen), saa fik slet ikke nydt udsigten. Men naaede da at opleve et new zealandsk boerne-trylleshow. Var ikke bedre end et tilsvarende dansk. Efter en halv times bustur ankom jeg til vandrehjemmet, som for det naeste stykke tid skulle vaere mit hjem, ”The Lemon Tree Backpackers”. Stedet levede op til sit navn med en raekke store citrontraeer foran den smukke gamle bygning, som husede vandrehjemmet, saa tegnede godt. Faa timer efter ankomsten var jeg blevet skaffet arbejde til dagen efter (naaede dog at blive aflyst og u-aflyst) foer jeg endelig gik i seng med vaekkeuret til 5.45 naeste morgen.

Onsdag den 5 januar blev jeg sammen med et antal andre personer hentet ude foran vandrehjemmet af de personer som vi skulle arbejde for for det naeste stykke tid. Vi opdagede hurtigt at de var rigtig flinke og underholdende saa det tegnede ogsaa godt. Selve firmaet var et som leverede arbejdskraft til firskellige vingaarde i omraadet. Arbejdet havde den kaempe fordel over mit tidligere job at det var udendoers. Var langt bedre end at vaere ”laast” inde paa fabrikken. Vi naaede allerede paa foerste dag at have forskellige arbejdsopgaver saa ogsaa det var fint. Paa foerste dag startede vi med ”wirelifting” og gik saa videre til ”skirting and tucking”, saa der var variation, hvilket altid er godt. Det enest problem var at vi ikke havde saa mange timer og aldrig vidste hvor laenge vi skulle arbejde. Heldigvis moedte jeg en del flinke mennesker paa vandrehjemmet og blandt dem jeg arbejdede med. Isaer 2 tyskere, Lorenz og Tobias, snakkede jeg meget med (mest Lorenz dog). Weekenden havde jeg fri og slappede bare af.  

Mandag den 10 januar begyndte vi med ”leafplucking”, som meget simpelt gaar ud paa at plukke en vis procentdel af bladene af vinrankerne for at eksponere druerne for den rigtige maengde sol. Det blev hvad vi kom til at lave det meste af arbejdsugen. Som sidste uge var der ikke saa mange timer. Fredag (13. jamuar) var vi hjemme igen allerede 9.30, saa var en meget kort dag. Efterfoelgende noed jeg en oel med Lorenz, Tobias og en tredje tysker. Vejret var fantastisk, saa vi spillede ogsaa fodbold. Saa det udviklede sig til en super hyggelig dag.

Om loerdagen var det Lorenz 19-aars foedselsdag, saa vi sang foedselsdagssang for ham da han stod op. Saa det var hyggeligt. Vejret var fantastisk, saa noed det mens jeg forsoegte at planlaegge min videre faerd paa sydoeen og spiste laekker new zealandsk is. Om aften var der i anledning af Lorenz’ foedselsdag arrangeret et BBQ-arrangement, saa alle medbragte eget koed og drikkevarer og saa var der et par stykker der soergede for salat og tilbehoer. Og pandekager til dessert, som jeg spiste med is. Var utrolig hyggeligt. En rigtig ”feel-good day”. Der var en utrolig smuk solnedgang, saa afsluttede dagen paa smuk vis.

Soendag den 16. januar var vejret ligeledes fantastisk. Fandt en lille park i Blenheim centrum, hvor jeg sad i skyggen af et trae og laeste i min Lonely Planet for at finde ud af hvad jeg ville se videre. Saa noed bare livet. Spiste et meget laekkert eftermiddagsmaaltid bestaaende af jordbaer med maelk og sukker.

Mandag den 17. januar var jeg igen oppe 5.45 for at blive hentet til arbejde 6.45. Troede jeg. Sammen med 8 andre fra vandrehjemmet stod vi og ventede paa at blive hentet fra 6.40. Da der var gaaet 45 minutter og vi stadig ikke var blevet hentet indsaa vi, at vi nok ikke blev det. Mistede al min tiltro til firmaet saa sagde op. For hvis der ikke er arbejde er der ingen grund til at blive i Blenheim (viste sig tirsdag en god beslutning, daa der om morgenen var en seddel paa doeren, som sagde at der der heller ikke var noget arbejde – igen uden at arebjderne var blevet informeret dagen foer). Saa dagen blev brugt paa at faerdiggoere mine planer for sydoeen. Aftalte med Lorenz og Tobias at jeg ville rejse et stykke med dem (de er super flinke), saa sammen bestilte vi busbilletter til og vandrehjem i Nelson til dagen efter. Vejret var mere end fantastisk med solskin fra en skyfri himmel. Klokken 16.15 maalte jeg en temperatur i solen paa 41° C, saa var super. Heldigvis opstod der en meget forfriskende vandkamp, saa gjorde bestemt ikke noget.

Wellington - the "Coolest little capital in the world"

  

Efter en hyggelig kiwi-jul med familien (komplet med BBQ, solskin og icecream pudding" begav jeg mig den 29. decembar 2010 afsted mod den by, som i "Lonely Planet Best in Travel 2011" blev beskrevet som the "Coolest little capital in the world" og nr. 4 paa listen over byer, som man burde besoege i 2011. Fra Auckland var der dog foerst lige en 11 timer og 10 minutters bustur. Men den var hurtigt glemt, da jeg ankom i Wellington. For hvis en by kan have en sjael er det Wellington. Elskede byen fra det oejeblik jeg traadte ud af den smukke gamle stationsbygning og saa en statue af Ghandi midt paa en graesplaene omgivet af blomstrende pohutukawa-traer. Og selv om det var aften da jeg ankom noed jeg turen fra stationen til vandrehjemmet gennem byen med dens mange smukke, gamle bygninger og moderne kunstvaerker mellem hinanden.

Torsdag den 30. januar begybdte jeg fra morgenstunden at goere klar til min nytaarsmiddag dagen efter, men loeb dog hurtigt ind i problemer. Det var umuligt at skaffe 2 af hovedingredienserne til min vanilleis (inklusiv vanillestaenger), saa valgte i stedet at tilberede en jordbaeris. Denne inkluderede en hemmelig ingrediens i form af en halv grydeske (havde et uheld med en blender). Efterfoelgende begav jeg mig ned til parlamentet. Paa vejen levede byen op til sit oegenavn, "Windy Wellington", da min hat blaeste af for foerste (og 2.) gang. Der er meget slaaende kontrast mellem den originale parlamentsbygning og den nye "Executive Wing of Parliament", eller som den bedre er kendt "The Beehive" (til venstre, hvis nogen skulle vaere i tvivl), men synes personligt godt om begge bygninger. Jeg fik en times rundvisning i parlamentsbygningen, som var meget spaendende og informativ. Det viste sig, at det new zealandske politiske system minder meget om det danske.

Efterfoelgende fulgte naeste del af min episke quest mod en god nytaarsmiddag, idet en soegen efter almindelig bagegaer i et supermarked udviklede sig til et adventure som involverede en meget flink ekspedient og et stort antal vildledelser. Men fik endelig skaffet almindelig gaer (new zealaenderne bruger aabentbart toerret gaer) og kokkereret en pizzadej, som blev sat til at koldhaeve i koeleskabet.

Nytaarsaftensdag brugte jeg formiddagen paa at udforske "Te Papa", som er New Zealands national museum. Paa den formiddag naaede jeg at udfoeske det meste af en af museets 6 etager - og nej, var ikke bare fordi jeg var langsom. Det er et enormt et meget imponerende museum. Saaledes naaede jeg baade at opleve et jordskaelv (simuleret), laere om vulkaner og pladetektonik og se verdens eneste udstillede kolosblaeksprutte - den stoerste blaeksprutteart mennesket kender. Eftermiddagen brugte jeg i en park, hvor jeg noed det gode vejr og laeste i en bog. Efterfoelgende tilberedte og noed jeg min udemaerkede nytaarsmiddag i mit eget udemaerkede selskab. Efter moerket begyndte at saenke sig over byen vandrede jeg ned til havnepromenaden, hvor jeg saa goeglere (eller som de foretrak at blive kaldt: "Street Artists"). Der var en smuk udsigt over havnen med lys paa. Selve nytaaret var lidt antiklimaktisk. Det virkede meget uorganiseret, den frivillige, som var valgt til nedtaellingen fattede ikke konceptet i en nedtaelling (hvordan det end er muligt), saa der var ingen ordentlig nedtaelling og der var ingen fyrvaerkeri.

2011 startede meget energisk, idet jeg bogstaveligt talt sprang ud af sengen (selvom jeg sov i oeverste koeje) vaekket af den smukke lyd af saekkepiber (tror maaske de andre paa vaerelset syntes det var lidt irriterende). Det viste sig at vaere Nonie, som ville oenske mig godt nytaar, saa var meget flinkt. Efter morgenmaden hoerte jeg Dronningens Nytaarstale, som jeg af gode grunde var gaaet glip af dagen foer. Blev meget beaeret over hendes slet skjulte reference til mig personligt og jeg citerer: "På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner, skal vi ikke glemme dem, som må fejre nytår langt herfra."

Efterfoelgende tog jeg tilbage til Te Papa for at udforske resten af det enorme museum. Museet er meget moderne og interaktivt - masser ting at proeve og trykke paa for et legebarn som mig. At jeg bare er et stort legebarn (som om nogen er i tvivl) blev bekraeftet af at jeg ikke fandt en eneste ting af interesse i den almindelige museumsbutik, men en lang raekke spaendende ting i boernebutikken (inklusiv vidunderet som ses til hoejre), hvor jeg ogsaa endte med at koebe et par badges til min hat. En hat som jeg indsaa en dag vil blive udstillet i en glas montre idet jeg fandt en meget lignende paa museet. Da jeg kom tilbage fra museet saa og hoerte jeg Dr-korets "Vaer velkommen, Herrens aar" og nationalsangen. 

2. januar 2010 tog jeg Wellingtons nok mest beroemte transportmiddel, "The Cable Car" og til byens botaniske have, som jeg havde taenkt mig at udforske. Foer jeg kunne naa det blev jeg dog meget effektivt distraheret af "Carter Observatory", som er et planetarium (som om jeg kan undgaa at blive fanget af noget som handler om rummet!). Foerst saa jeg en meget stor og spaendende udstilling om alle mulige forskellige aspekter af rummet - meget spaendende. Efterfoelgende saa jeg filmen "We are Astronomers" i den store kupelformede biograf som var blevet indrettet i det gamle observatorium. Den omhandlede vor tids astronomer og de vaerktoejer de bruger til at udforske rummet (bl.a. "Very Large Telescope" (VLT), "The James Webb Space Telescope" (JWST) og "Large Hadron Collider" (LHC)). Den var superspaendende. Efterfoelgende fortalte en af de ansatte om den nuvaerende nattehimmel over New Zealand og hvilke stjerner og planeter man kan se. Ogsaa ret spaendende. Efter en gennemvandring af den botaniske have (ikke noget specielt) tog jeg kabelbanen ned igen.

Den 3. januar lejede jeg en mountainbike og begav mig ud i "Makara Peak MTB Park". Det var rigtig mountainbiking - i bjerge. Da jeg naaede toppen af bjerget blev jeg bogstaveligt talt naermest blaest omkuld, saa kraftig var vinden deroppe (som ligeledes var inde i en sky). Saa skyndte mig ned igen. Da jeg kom tilbage til vandrehjemmet pakkede jeg mine ting. I morgen skal jeg tidligt op (vaekkeuret er sat til 4.25) og afsted med faergen mod sydoeen og nye eventyr.