Delfiner og maori-legender

Loerdag den 20/11-10 begav vi os afsted mod Paihia. Paa vejen saa vi dog hvad der var af spaendende ting i omraadet. Foerst besoegte vi et stort vandfald - Rainbow falls. Det var ret stort og flot og da jeg saa at det var muligt at bevaege sig om bag det kunne jeg selvfoelgelig ikke modstaa fristelsen. Det gik ogsaa helt fint (selvom jeg ser meget lille ud paa billedet). Det eneste jeg ikke lige overvejede var at mine sko var blevet helt mudrede til. Saa da jeg skulle krydse floden paa vejen tilbage gled jeg selvfoelgelig saa jeg var vaad til over knaene. Typisk, men ret sjovt.

Efter jeg havde faaet toert toej paa saa vi byen Kerikeri, hvor de aeldste tilbageblivende bygninger i New Zealand findes - blandt andet "The Stone Store" (paa billedet). Det var maaske ikke det mest interessante i hele verden, men en meget hyggelig lille by. Efterfoelgende ankom vi til Paihia - en lille hyggelig havneby i Bay of Islands hvis eksistens bygger udelukkende paa turisme. Soendagen gik med lige at finde sig til rette og planlaegge og bestille aktiviteter til de naeste dage.

Mandag den 22/11-10 havde jeg den mest fantastiske sejltur i Bay og Island, som (hvilket nogen maaske ud fra navnet har gaettet) er en smuk bugt fuld af smaa oeer. Til alle sider saas de frodige groenne oeer, hvis klippesider sank naesten lodret ned i det azurblaa vand, som ogsaa solen spejlede sig i. Det var et utroligt smukt syn, men i virkeligheden var vi paa udkig efter delfiner, som formaalet med turen var at finde. Efter et stykke tid finder vi en lille flok paa omkring 7-8 legesyge delfiner, som svoemmer rundt og springer op af vandet i bedste delfin-stil (hvilket mine fremragende fotografiske evner dog ikke helt skildrer). Saa var det ellers paa med vaaddragten, snorkel og dykkermaske, for meningen var, at vi skulle svoemme med delfinerne. Saa da baaden var taet nok paa delfinerne hoppede vi i vandet til den mest fantastiske oplevelse laenge. Under en kunne man helt tydeligt se hvordan delfinerne svoemmede helt taet paa og havde man strakt armen ud kunne man have roert dem (men det var selvfoelgelig ikke tilladt). Det var simpelthen utroligt.

Dagen efter (tirsdag den 23.) skulle jeg paa en tur helt op til nordspidsen af nordoeen - Cape Reinga, saa 07.15 blev jeg hentet af en bus udenfor mit logi. Vores buschauffoer (som ogsaa var vores guide) var en meget humoristisk maori-mand. For hver lille by vi kom til oversatte han maori-navnet til engelsk og fortalte historien bag navnet, saa det var rigtig interessant. Foerste stop paa vores rute var Puketi kauri (udtalt Cody) forest, hvor vi som navnet indikerer saa kauri-traeer. De var ikke saa store, som det andet kauri-trae jeg havde set, men stadig virkelig imponerende.

Efterfoelgende naaede vi helt op til nordspidsen. Paa vejen fortalte guiden alt om stedet, som har en meget central position i maori-kulturen, idet maorierne tror, at det er her de doede sjaele begiver sig hen for at passere over til den naeste verden. Det var en meget spaendende legende og han fortalte den med meget indlevelse idet han som beskrevet selv var maori og troede paa det. Cape Reinga er et meget smukt og traditionsrigt sted. Vi saa hvordan Stillehavet moedes med det Tasmanske hav og fyrtaarnet paa spidsen. Der var ogsaa et skilt, som fortalte afstanden til en lang raekke storbyer rundt omkring i verden. Meget skuffende var Bjaerup ikke med - og heller ingen andre danske byer. Efterfoelgende spiste vi vores frokost i en meget smuk lille bugt.

Paa vejen hjem kom vi forbi en enorm sandklit, hvor vi skulle proeve sandboarding. Men foer vi kunne proeve det skulle vi selvfoelgelig lige op paa toppen. Det var ret haardt, for for hvert skridt man tog sank man et halvt ned (saa hvis sandet var hypotenusen i en retvinklet trekant med katetre paa 20 og 30 meter hvor mange lysaar ville det saa tage at slaa baglaens kolboetter op?), saa det foeltes som om kraften bare blev suget ud af en. Idet man naar toppen bliver man moedt af relativt kraftige vinde, som skaber en mindre sandstorm (en fik faktisk blaest sit board ud af haanden og hele vejen ned - mega surt). Derefter kigger man ned af den sandbunke man staar paa, som oppefra pludselig ser langt mere stejl ud end nedefra. Efter lige at have taget mod til sig laegger man sig paa boardet og suser ned. Det var rigtig fedt, men paa en eller anden maade tog det ikke helt saa lang tid ned, som op. Efterfoelgende er man daekket af sand simpelthen overalt (og goer det bestemt ikke bedre, at guiden lige havde opfordret en til at smoere sig ind i solcreme umiddelbart inden) inclusiv oerer og naese. Skoent.

Paa vejen tilbage koerte bussen ned af 90 mile beach, som er registreret State Highway. Men for at komme til stranden skulle man foerst lige koere igennem kviksand-floden! Paa stranden udvikler det sig hurtigt til et race med en anden bus, idet alle busserne efterfoelgende skal samme sted hen og vaskes (selvfoelgelig vandt vi). Mens bussen bliver vasket ser vi "The Ancient Kauri Kingdom", som er en udstilling af ting udskaaet af Kauri-trae. Mest imponerende er en vindeltrappe udskaaret indeni en enkelt Kauri-stamme, som det tog 1 mand 8 maaneder at udskaere med en motorsav. Inden vi naar tilbage til Paihia slutter vi af med "Fush 'n' Chups" paa Mangonui Fish Shop, som er verdensberoemt i New Zealand (hvem af jer her ikke hoert om den?).

Onsdag besoegte jeg Waitangi Treaty Grounds, som anses for foedselsstedet for New Zealand, idet det var her den foerste new zealandske forfatning blev underskrevet i 1835. Her har de ogsaa verdens stoerste Waka (maori kano), som maaler 35 meter i laengden og kan have op til 150 krigere. Der var ogsaa et utrolig smukt hus, hvis vaegge var daekkede af maori-udskaeringer, som symboliserede de forskellige stammer. Det var virkelig imponerende. Efterfoelgende gik jeg en tur paa 10 km gennem en skov og mangrove til et vandfald, hvilket ogsaa var en meget hyggelig tur.
 
Efter et par afslapningsdage begiver jeg mig nu mod Waitomo, hvor jeg i morgen har booket en tur i en hule, saa det glaeder jeg mig meget til.

Man skal ikke skue hunden paa haarene

Nu er det snart ved at vaere laenge siden jeg sidst har opdateret min blog, saa taenkte, at jeg hellere maatte goere det. Vil gerne starte med at undskylde til alle, som ud fra mit sidste blogindlaeg fik den opfattelse at det arbejde jeg skulle til at have var kedeligt, intetsigende, monotont, ensformigt eller paa nogen maade repetitivt. Det var en forhastet konklusion fra inden jeg havde haft min foerste arbejdsdag. Nu ved jeg bedre.

Det er paa ingen maade som beskrevet i mit tidligere indlaeg, men kraever derimod evner og enorm tankekapicitet, idet der indgaar en lang raekke forskellige trin, som skal udfoeres i den rigtige raekkefoelge og en lang raekke forskellige redskaber, som skal anvendes korrekt: Foerst skal de 16 stoebte taender til kalvefodringsmaskinen udtages, hvilket kraever et saerligt redskab beregnet til det samt en papaeske, derefter skal overskydende gummi fjernes, hvilket kraever en luftpistol, efterfoelgende skal formene sprayes med fedtstof saaledes, at den naeste taender kan udtages, hvilket kraever en vandforstoever. Til sidst skal der trykkes paa den rigtige! knap, saaledes at maskinen starter. Derefter gaar der 235 sekunder, hvorefter proceduren kan begynde forfra. Igen, og igen, og igen... Og paa de 10 timer, som en arbejdsdag varer naar man saa at stoebe i omegnen af 1376 taender. Og utroligt nok kom saadan en dag slet ikke til at virke lang. Saa I kan nok se, at det er et job som er svaert at mestre og kraever saerlige evner. Er stolt over at vaere blandt de udvalgte til at opnaa indsigt i teknikkens hemmeligheder. Og ikke nok med det - der er ogsaa elementer af trouble-shooting involveret! Hvis maskinen goer noget den ikke skal er du selv ansvarlig for at goere den god igen. Desvaerre er der sket det tragiske, at jeg har besluttet at rejse videre. Kommer saadan til at savne Gladis og Helga.

Men at arbejde er selvfoelgelig ikke det enste jeg har oplevet den sidste tid (selvom det i sig selv var nok til at give hele min rejse indhold og mening). For fik kun arbejdet 80 timer alt i alt. Saa naaede derfor ogsaa at opleve andre spaendende ting.

Loerdag den 13. november havde jeg en spaendende dag i Kauri-traernes tegn. Foerst besoegte jeg et stort museum i Matakohevedroerende disse traer og hvorledes de gennem historien var blevet udnyttet. Det var faktisk ret spaendende. Efterfoelgende koerte vi over "Upside-down river". Den hedder saadan fordi den altid er brun paa overfladen. Meget smukt (eller maaske ikke?). Derefter koerte vi igennem Dargaville; en by min Lonely Planet guidebog meget rammende skriver foelgende om:

"When a town proclaims itself the 'kumara capital of NZ' (it produces two-thirds of the country's sweet potatoes), you should know not to expect too much."

Det var ikke den store oplevelse. Dagens hoejdepunkt kom herefter idet vi saa verdens stoerste Kauri-trae; Tane Mahuta. Det var simpelthen ufatteligt. Med en hoejde paa 51,5 meter og en stamme paa 244,5 m^3 var det simpelthen et fantastisk syn. Man foeler sig saa lille og ubetydelig sammenlignet med den naturens maegtighed en saadan gigant udstraaler. Paa hjemturen besoegte vi de meget beroemte Hundertwasser toiletter i Kawakawa.

Torsdag den 18. november (dagen efter min sidste dag med Gladis og Helga) havde jeg en tur paa egen haand gennem den utrolige New Zealandske natur. Jeg blev sat af ved Whangarei Falls, som i min guidebog beskrives som:

"... the Paris Hilton of NZ waterfalls - not the most impressive but reputedly the most photo-graphed"

Efter at have set vandfaldet vandrede jeg af en sti langs floden gennem en skov tilbage mod byen. Var en skoen, fredfyldt tur. Jeg var langt det meste af vejen helt alene og de eneste lyde, som omgav mig var flodens milde brusen, fuglenes sang, cikaderne og lyden af mine egne fodtrin. Jeg noed det virkelig. Paa vej tilbage til byen valgte jeg (selvfoelgelig) en omvej, som tog mig op paa toppen af en udslukt vulkan - Parihaka (241 m). Det var en god tur op paa bjerget, som tilfredsstillede min eventyrlyst. Flere gange paa ruten (som det fremgaar af billedet) delte vejen sig og man kunne vaelge sin egen rute (men i virkeligheden kan der jo ikke vaere tvivl om hvad man vaelger). Men naaede toppen og havde en fin udsigt. Efter at blandt andet en canopy-waklwak og en traebro gennem mangroven havde bragt mig sikkert tilbage til byen besoegte jeg New Zealands nationale ur museum - "Clapham's Clocks". Museet havde den stoerste samling af ure paa den sydlige halvkugle og var faktisk mere interessant end man umiddelbart ville tro.

I loebet af de sidste par uger er jeg ogsaa faldet over foelgende matematiske opgave, som volder mig ualmindeligt store problemer. Jeg kender godt svaret, men kan simpelthen ikke se, hvordan man skulle kunne naa frem til det. Der er meget aere paa spil til den, som kan komme med en tilfredsstillende loesning. Opgaven gaar i alt sin enkelthed ud paa at bestemme hvor gammel Diophantus blev. Opgaven lyder:

"The gods granted him childhood for a sixth of his life, and a twelfth for his adolescence. A barren marriage took up a seventh of his life. Five years passed, and then a child was born to him. No sooner had this child reached half the age of its father than it died. Diophantus lived for four more years, drowning his pain in the study of numbers, and then gave up his life."

I dag har jeg gaaet et par og tyve kilometer langs stranden og kigget paa strandskaller og andre interessante ting. Men vejret var ikke helt til det med overskyet og smaaregn, saa var maaske ikke den mest interessante udnyttelse af en dag. Nu lyder min plan paa at tage laengere op nordpaa til Paihia i Bay of Islands for at bruge de penge jeg gennem mit hyggelige arbejde naaede at tjene (selv til en timeloen paa 56 kr) paa oplevelser. Saa haaber paa nogle virkelig spaendende oplevelser. Og tror det er et godt sted at finde saadanne.

Fortsat familielogi i Ruakaka

Fredag omkring middag ankom jeg til mit nye midlertidige hjem Nordpaa i Ruakaka hos mere familie (utrolig god ting at have). De bor i et hyggeligt lille hus faa hundrede meter for stranden, saa gik en tur, da jeg ankom mens de andre var paa arbejde. Loerdag var jeg paa en skoen tur i lokalomraadet. Foerst saa vi en hule, som var fuld af glowworms (Sankt Hans orme). Det var spektakulaert. Da vi slukkede vores lommelygter og de bare lyste med et blaaligt skaer i hulens loft. Det mindede meget om stjerner paa himlen. Meget smukt. Efterfoelgende koerte vi til et vandfald i naerheden. Det var ogsaa rigtig smukt og kunne ikke dy mig for at klatre lidt paa klipperne. Var ret taet paa at falde i vandet et par gange, men skete heldigvis ikke.

I dag, soendag, spiste vi brunch paa en lille cafe i en naerliggende by. Altid laekkert. Det var lige ved et sted, hvor de lavede hjemmelavet chokolade, saa det studerede vi ogsaa lige. Og saa saa jeg det mest fantastiske jobopslag nogensinde. De manglede en til at lave hjemmelavet is. Skoent job. Skulle bare vaere en lokal, saa blev ikke denne gang. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan faa noget arbejde. Starter faktisk i morgen og kommer gennem det naeste stykke tid til at bruge meget tid med Helga og Gladis i forhaabentligt! det mest intetsigende job jeg nogensinde vil faa. Kan faa "Spicy laks" til at virke som det sjoveste i verden er jeg helt overbevist om. Men er meget godt lige at proeve, og kan altid stoppe naar jeg har faaet nok.

Her til eftermiddag tog vi 2,5 times kajak paa en rolig flod mens solen skinnede fra en naesten skyfri himmel. En skoen tur. Meget stille, rolig og hyggelig. Et interessant element af turen var et antal fisk, som af den ene eller anden grund valgte at hoppe op af vandet. Var lidt vildt. De stoerste af dem kunne hoppe op til en halv meter over havoverfladen tror jeg. Ret sejt at se paa.

Familie-crawl paa hoejt plan

Taenkte, at det var ved at vaere tid til en lille update herfra, idet jeg nu er kommet til en computer. Har det stadig utrolig fint (og er kommet mig over min "uhyggelige" dag, som forresten sluttede med at dem jeg boede paa vaerelse med besluttede at de havde lyst til at snakke relativt hoejlydt store dele af natten).

Men oven paa det var det naeste der ventede mig noget af en omvaelting. Blev hentet ved Papakura af min (tror jeg) naermeste slaegtning i New Zealand. Saa vidt jeg er indforstaaet (hvilket sikkert er fuldstaendig forkert) er relationen, at min tipoldemors onkel rejste til New Zealand for snart mange aar siden og hans barnebarn, som nu er doed, har var hendes mand. I hvert fald ret langt ude. Men ikke desto mindre har alle vaeret helt utrolig gaestfrie. Men som sagt blev jeg hentet paa stationen og koert direkte tilbage til hendes hus, som, selvom hun boede der alene, var udstyret med 3 sovevaerelser og 2 gange toilet og bad. Saa fik baade eget vaerelse, toilet og bad - en luksus jeg bestemt ikke havde vaeret vant til paa vandrehjemmet.

Paa mange maader var det som at traede ind i en helt anden verden. Paa vaeggen i entreen hang der fint danske juleplatter fra hvert aar helt tilbage til jeg ved ikke hvornaar og som den mest almindelige ting i verden informerede hun mig (med en udtalt New Zealandsk accent selvfoelgelig) at vi da skulle have "frikadeller" til aftensmad. Og gulvet var daekket af bloede taepper over hele huset. Utroligt hyggeligt. Og selvom damen var 84 var hun stadig fuld af liv og meget interesteret i Rugby. Her fik jeg serveret 3 laekre maaltider om dagen og dessert, hver aften, saa bliver forkaelet.

Her blev det relativt hektige liv, som havde praeget Auckland Supercity (faktisk foerst fra mandag den 1. november, saa var lidt tidligt ude) sat fuldstaendig ned i gear med en luksus der var gennemfoert helt ned til de forvarmede tallerkener. Paa Halloween fik jeg en foelelse af Stillehavet for foerste gang paa min tur, idet jeg fik en forfriskende dukkert. Vandet var ikke overdrevent varmt, men sammenlignet med Vesterhavet samme oktober maaned (tro mig jeg var I), var det utroligt behageligt. Ellers gik tiden med at sove laenge og bare nyde freden, roen og det fremragende vejr.

Tirsdag d. 2. var vi inviteret til grill hos naeste generation, hvilket ogsaa var utroligt hyggeligt (tog mig selv i at spise noget jeg aldrig ville have troet - Whitebait Fritters - og faktisk nyde dem). Der blev jeg saa (lukxus`en fik lige et nyk opad med 2 etager og 3 badevearelser :-p) og er der stadig. I gaar tog de mig med paa en tur ud paa Coromandel-halvoeen, hvilket var en meget fin tur. Der fik jeg set noget af den skoenne New Zealandske natur med baade bjerge, oprindelig skov og strande taget lige ud af en turist-bog. Vi var ogsaa et smut paa "Hot-Water Beach", men kom desvaerre for sent i forhold til tidevandet til at proeve at grave vores egen jacuzzi.

Hvis der overhovedet er nogen, som naaede saa langt i mit aevl som hertil vil jeg bare informere om, at jeg i morgen, fredag den 5. november rejser videre nordpaa mod Ruakaka, hvor jeg da ogsaa har familie. Igen ved jeg ikke hvornaar jeg kan komme til en computer, men hvis nogen vil have fat paa mig, kan jeg ofte naas paa "00640212684237", som er mit New Zealandske mobilnummer.