Delfiner og maori-legender

Loerdag den 20/11-10 begav vi os afsted mod Paihia. Paa vejen saa vi dog hvad der var af spaendende ting i omraadet. Foerst besoegte vi et stort vandfald - Rainbow falls. Det var ret stort og flot og da jeg saa at det var muligt at bevaege sig om bag det kunne jeg selvfoelgelig ikke modstaa fristelsen. Det gik ogsaa helt fint (selvom jeg ser meget lille ud paa billedet). Det eneste jeg ikke lige overvejede var at mine sko var blevet helt mudrede til. Saa da jeg skulle krydse floden paa vejen tilbage gled jeg selvfoelgelig saa jeg var vaad til over knaene. Typisk, men ret sjovt.

Efter jeg havde faaet toert toej paa saa vi byen Kerikeri, hvor de aeldste tilbageblivende bygninger i New Zealand findes - blandt andet "The Stone Store" (paa billedet). Det var maaske ikke det mest interessante i hele verden, men en meget hyggelig lille by. Efterfoelgende ankom vi til Paihia - en lille hyggelig havneby i Bay of Islands hvis eksistens bygger udelukkende paa turisme. Soendagen gik med lige at finde sig til rette og planlaegge og bestille aktiviteter til de naeste dage.

Mandag den 22/11-10 havde jeg den mest fantastiske sejltur i Bay og Island, som (hvilket nogen maaske ud fra navnet har gaettet) er en smuk bugt fuld af smaa oeer. Til alle sider saas de frodige groenne oeer, hvis klippesider sank naesten lodret ned i det azurblaa vand, som ogsaa solen spejlede sig i. Det var et utroligt smukt syn, men i virkeligheden var vi paa udkig efter delfiner, som formaalet med turen var at finde. Efter et stykke tid finder vi en lille flok paa omkring 7-8 legesyge delfiner, som svoemmer rundt og springer op af vandet i bedste delfin-stil (hvilket mine fremragende fotografiske evner dog ikke helt skildrer). Saa var det ellers paa med vaaddragten, snorkel og dykkermaske, for meningen var, at vi skulle svoemme med delfinerne. Saa da baaden var taet nok paa delfinerne hoppede vi i vandet til den mest fantastiske oplevelse laenge. Under en kunne man helt tydeligt se hvordan delfinerne svoemmede helt taet paa og havde man strakt armen ud kunne man have roert dem (men det var selvfoelgelig ikke tilladt). Det var simpelthen utroligt.

Dagen efter (tirsdag den 23.) skulle jeg paa en tur helt op til nordspidsen af nordoeen - Cape Reinga, saa 07.15 blev jeg hentet af en bus udenfor mit logi. Vores buschauffoer (som ogsaa var vores guide) var en meget humoristisk maori-mand. For hver lille by vi kom til oversatte han maori-navnet til engelsk og fortalte historien bag navnet, saa det var rigtig interessant. Foerste stop paa vores rute var Puketi kauri (udtalt Cody) forest, hvor vi som navnet indikerer saa kauri-traeer. De var ikke saa store, som det andet kauri-trae jeg havde set, men stadig virkelig imponerende.

Efterfoelgende naaede vi helt op til nordspidsen. Paa vejen fortalte guiden alt om stedet, som har en meget central position i maori-kulturen, idet maorierne tror, at det er her de doede sjaele begiver sig hen for at passere over til den naeste verden. Det var en meget spaendende legende og han fortalte den med meget indlevelse idet han som beskrevet selv var maori og troede paa det. Cape Reinga er et meget smukt og traditionsrigt sted. Vi saa hvordan Stillehavet moedes med det Tasmanske hav og fyrtaarnet paa spidsen. Der var ogsaa et skilt, som fortalte afstanden til en lang raekke storbyer rundt omkring i verden. Meget skuffende var Bjaerup ikke med - og heller ingen andre danske byer. Efterfoelgende spiste vi vores frokost i en meget smuk lille bugt.

Paa vejen hjem kom vi forbi en enorm sandklit, hvor vi skulle proeve sandboarding. Men foer vi kunne proeve det skulle vi selvfoelgelig lige op paa toppen. Det var ret haardt, for for hvert skridt man tog sank man et halvt ned (saa hvis sandet var hypotenusen i en retvinklet trekant med katetre paa 20 og 30 meter hvor mange lysaar ville det saa tage at slaa baglaens kolboetter op?), saa det foeltes som om kraften bare blev suget ud af en. Idet man naar toppen bliver man moedt af relativt kraftige vinde, som skaber en mindre sandstorm (en fik faktisk blaest sit board ud af haanden og hele vejen ned - mega surt). Derefter kigger man ned af den sandbunke man staar paa, som oppefra pludselig ser langt mere stejl ud end nedefra. Efter lige at have taget mod til sig laegger man sig paa boardet og suser ned. Det var rigtig fedt, men paa en eller anden maade tog det ikke helt saa lang tid ned, som op. Efterfoelgende er man daekket af sand simpelthen overalt (og goer det bestemt ikke bedre, at guiden lige havde opfordret en til at smoere sig ind i solcreme umiddelbart inden) inclusiv oerer og naese. Skoent.

Paa vejen tilbage koerte bussen ned af 90 mile beach, som er registreret State Highway. Men for at komme til stranden skulle man foerst lige koere igennem kviksand-floden! Paa stranden udvikler det sig hurtigt til et race med en anden bus, idet alle busserne efterfoelgende skal samme sted hen og vaskes (selvfoelgelig vandt vi). Mens bussen bliver vasket ser vi "The Ancient Kauri Kingdom", som er en udstilling af ting udskaaet af Kauri-trae. Mest imponerende er en vindeltrappe udskaaret indeni en enkelt Kauri-stamme, som det tog 1 mand 8 maaneder at udskaere med en motorsav. Inden vi naar tilbage til Paihia slutter vi af med "Fush 'n' Chups" paa Mangonui Fish Shop, som er verdensberoemt i New Zealand (hvem af jer her ikke hoert om den?).

Onsdag besoegte jeg Waitangi Treaty Grounds, som anses for foedselsstedet for New Zealand, idet det var her den foerste new zealandske forfatning blev underskrevet i 1835. Her har de ogsaa verdens stoerste Waka (maori kano), som maaler 35 meter i laengden og kan have op til 150 krigere. Der var ogsaa et utrolig smukt hus, hvis vaegge var daekkede af maori-udskaeringer, som symboliserede de forskellige stammer. Det var virkelig imponerende. Efterfoelgende gik jeg en tur paa 10 km gennem en skov og mangrove til et vandfald, hvilket ogsaa var en meget hyggelig tur.
 
Efter et par afslapningsdage begiver jeg mig nu mod Waitomo, hvor jeg i morgen har booket en tur i en hule, saa det glaeder jeg mig meget til.