Man skal ikke skue hunden paa haarene

Nu er det snart ved at vaere laenge siden jeg sidst har opdateret min blog, saa taenkte, at jeg hellere maatte goere det. Vil gerne starte med at undskylde til alle, som ud fra mit sidste blogindlaeg fik den opfattelse at det arbejde jeg skulle til at have var kedeligt, intetsigende, monotont, ensformigt eller paa nogen maade repetitivt. Det var en forhastet konklusion fra inden jeg havde haft min foerste arbejdsdag. Nu ved jeg bedre.

Det er paa ingen maade som beskrevet i mit tidligere indlaeg, men kraever derimod evner og enorm tankekapicitet, idet der indgaar en lang raekke forskellige trin, som skal udfoeres i den rigtige raekkefoelge og en lang raekke forskellige redskaber, som skal anvendes korrekt: Foerst skal de 16 stoebte taender til kalvefodringsmaskinen udtages, hvilket kraever et saerligt redskab beregnet til det samt en papaeske, derefter skal overskydende gummi fjernes, hvilket kraever en luftpistol, efterfoelgende skal formene sprayes med fedtstof saaledes, at den naeste taender kan udtages, hvilket kraever en vandforstoever. Til sidst skal der trykkes paa den rigtige! knap, saaledes at maskinen starter. Derefter gaar der 235 sekunder, hvorefter proceduren kan begynde forfra. Igen, og igen, og igen... Og paa de 10 timer, som en arbejdsdag varer naar man saa at stoebe i omegnen af 1376 taender. Og utroligt nok kom saadan en dag slet ikke til at virke lang. Saa I kan nok se, at det er et job som er svaert at mestre og kraever saerlige evner. Er stolt over at vaere blandt de udvalgte til at opnaa indsigt i teknikkens hemmeligheder. Og ikke nok med det - der er ogsaa elementer af trouble-shooting involveret! Hvis maskinen goer noget den ikke skal er du selv ansvarlig for at goere den god igen. Desvaerre er der sket det tragiske, at jeg har besluttet at rejse videre. Kommer saadan til at savne Gladis og Helga.

Men at arbejde er selvfoelgelig ikke det enste jeg har oplevet den sidste tid (selvom det i sig selv var nok til at give hele min rejse indhold og mening). For fik kun arbejdet 80 timer alt i alt. Saa naaede derfor ogsaa at opleve andre spaendende ting.

Loerdag den 13. november havde jeg en spaendende dag i Kauri-traernes tegn. Foerst besoegte jeg et stort museum i Matakohevedroerende disse traer og hvorledes de gennem historien var blevet udnyttet. Det var faktisk ret spaendende. Efterfoelgende koerte vi over "Upside-down river". Den hedder saadan fordi den altid er brun paa overfladen. Meget smukt (eller maaske ikke?). Derefter koerte vi igennem Dargaville; en by min Lonely Planet guidebog meget rammende skriver foelgende om:

"When a town proclaims itself the 'kumara capital of NZ' (it produces two-thirds of the country's sweet potatoes), you should know not to expect too much."

Det var ikke den store oplevelse. Dagens hoejdepunkt kom herefter idet vi saa verdens stoerste Kauri-trae; Tane Mahuta. Det var simpelthen ufatteligt. Med en hoejde paa 51,5 meter og en stamme paa 244,5 m^3 var det simpelthen et fantastisk syn. Man foeler sig saa lille og ubetydelig sammenlignet med den naturens maegtighed en saadan gigant udstraaler. Paa hjemturen besoegte vi de meget beroemte Hundertwasser toiletter i Kawakawa.

Torsdag den 18. november (dagen efter min sidste dag med Gladis og Helga) havde jeg en tur paa egen haand gennem den utrolige New Zealandske natur. Jeg blev sat af ved Whangarei Falls, som i min guidebog beskrives som:

"... the Paris Hilton of NZ waterfalls - not the most impressive but reputedly the most photo-graphed"

Efter at have set vandfaldet vandrede jeg af en sti langs floden gennem en skov tilbage mod byen. Var en skoen, fredfyldt tur. Jeg var langt det meste af vejen helt alene og de eneste lyde, som omgav mig var flodens milde brusen, fuglenes sang, cikaderne og lyden af mine egne fodtrin. Jeg noed det virkelig. Paa vej tilbage til byen valgte jeg (selvfoelgelig) en omvej, som tog mig op paa toppen af en udslukt vulkan - Parihaka (241 m). Det var en god tur op paa bjerget, som tilfredsstillede min eventyrlyst. Flere gange paa ruten (som det fremgaar af billedet) delte vejen sig og man kunne vaelge sin egen rute (men i virkeligheden kan der jo ikke vaere tvivl om hvad man vaelger). Men naaede toppen og havde en fin udsigt. Efter at blandt andet en canopy-waklwak og en traebro gennem mangroven havde bragt mig sikkert tilbage til byen besoegte jeg New Zealands nationale ur museum - "Clapham's Clocks". Museet havde den stoerste samling af ure paa den sydlige halvkugle og var faktisk mere interessant end man umiddelbart ville tro.

I loebet af de sidste par uger er jeg ogsaa faldet over foelgende matematiske opgave, som volder mig ualmindeligt store problemer. Jeg kender godt svaret, men kan simpelthen ikke se, hvordan man skulle kunne naa frem til det. Der er meget aere paa spil til den, som kan komme med en tilfredsstillende loesning. Opgaven gaar i alt sin enkelthed ud paa at bestemme hvor gammel Diophantus blev. Opgaven lyder:

"The gods granted him childhood for a sixth of his life, and a twelfth for his adolescence. A barren marriage took up a seventh of his life. Five years passed, and then a child was born to him. No sooner had this child reached half the age of its father than it died. Diophantus lived for four more years, drowning his pain in the study of numbers, and then gave up his life."

I dag har jeg gaaet et par og tyve kilometer langs stranden og kigget paa strandskaller og andre interessante ting. Men vejret var ikke helt til det med overskyet og smaaregn, saa var maaske ikke den mest interessante udnyttelse af en dag. Nu lyder min plan paa at tage laengere op nordpaa til Paihia i Bay of Islands for at bruge de penge jeg gennem mit hyggelige arbejde naaede at tjene (selv til en timeloen paa 56 kr) paa oplevelser. Saa haaber paa nogle virkelig spaendende oplevelser. Og tror det er et godt sted at finde saadanne.