Ny blog

Resten af mit eventyr kan nu foelges paa:

www.asienck.blogspot.com

Begyndelsen paa en ny aera

Dette bliver mit sidste blogindlaeg fra Aotearoa, "The land of the long white cloud". Efter at have faaet styr paa de sidste smaating inden min afrejse til Asien, og lige naaet en "Movie 'n' burger-night" hos IEP torsdag, begiver jeg mig nu til Papakura til et afsluttende moede med familien foer jeg den 27. februar letter fra Auckland International Airport mod Bangkok.

Min studierejse er efter 4 maaneder kommet til en ende og jeg har laert en hel masse om mig selv (eller bare fjollet rundt som jeg plejer og haft en fed tid?). Jeg foeler virkelig at jeg som et menneske har aendret mig. Som om ;-). Er stadig bare det userioese legebarn jeg var da jeg tog afsted. Har bare haft en stoerre legeplads for det sidste stykke tid.

Selvom jeg har haft en helt fantastisk, tid og det da helt sikkert bliver lidt maerkeligt at skulle forlade det land jeg har brugt de sidste 4 maandeder paa at opleve og udforske, glaeder jeg mig ogsaa til de nye eventyr og oplevelser som venter forude. Bliver uden tvivl ogsaa fantastisk.

Charlotte og jeg starter en blog sammen naar vi lige faar taget os sammen, men skal nok offentliggoere et link til den naar et saadant findes.

Ps. billedet har ikke noget med noget at goere. Var bare et interessant skilt jeg faldt over (men underbygger maaske nogle af konklusionerne i dette blogindlaeg?)

A night in jail... og min maaske heldigste flyvetur nogensinde

Soendag den 20. februar rejste jeg til Greymouth, men er en by uden noget interessant overhovedet, saa brugte tiden efter min ankomst paa at laese i min bog.

Mandag den 21. gik jeg ombord paa toget mod Christchurch, The TranzAlpine, som var grunden til jeg var taget til Greymouth i foerste omgang. Togturen fra Greymouth til Christchurch er anset som en af de 6 smukkeste togture i verden, og maa da indroemme at der var fantastisk udsigt fra toget over meget skiftende landskaber. Vi krydsede mange floder og turen boed paa en raekke tunneler og viadukter. Klokken 18.10 ankom vi til Christchurch og jeg tog til mit vandrehjem, "Jailhouse Accomodation", som viste sig at vaere super fedt og gennemfoert. Vandrehjemmet var indrettet i en gammel faengselsbygning og det tema koerte de meget paa. Det var som taget direkte ud af en film. Vaerelserne var i de gamle celler, komplet med tremmer for vinduerne. Temaet var meget gennemfoert med faengselsstribet sengetoej, duge og tallerkener og skaale, saa var super fedt. Det er en meget speciel foelelse at gaa op ad trappen mod ens "celle" i halvmoerke mens ens skridt giver genlyd i den naesten tomme bygning.

Tirsdag tog jeg til "Christchurch International Airport", hvorfra mit fly mod Auckland lettede klokken 11.00. Det var en kort flyvetur paa 1 time og 20 minutter. Men viste sig at vaere utrolig heldig. For 2 timer efter min afgang fra Christchurch blev byen ramt af et jordskaelv 6,3 paa Richter-skalaen som foraarsagede store oedelaeggelser og mindst 65 doedsfald, saa var ret uhyggeligt. I Auckland begyndte jeg saa smaat at forberede min afgang fra New Zealand og faa styr paa mine sidste haengepartier. Er en ret maerkelig foelelse at skulle afsted efter saa lang tid her.

Mountaineering on a giant ice cube

Onsdag den 16. februar rejste jeg til Franz Josef, som var en meget lille by, som bestod af stort set 1 gade, saa der var ikke meget at lave og dagen gik primaert med at laese i en bog og nyde det gode vejr.

Torsdag morgen ifoerte jeg mig mit varmeste toej for min isklatringstur paa Franz Josef gletcheren. Da jeg ankom til basen blev hele holdet (4 personer) udstyret med regnjakke og -bukser, almindelige og plastic stoevler, hue, vanter, sokker, klatreseler og hjelme. Vi tog en bus til parkeringspladsen ved gletcheren, hvor vi fik udleveret isoekser og crampons (pigge til stoevlerne). Vi gik til foden af selve gletcheren foer vi ifoerte os plastic stoevlerne og crampons. Det tog lige et oejeblik at vaenne sig til dem, men saa kunne man ogsaa virkelig staa fast. Med dem gik vi et stykke paa isen til den isvaeg, hvor vores klatring skulle foregaa.

Efter guiden havde sikret rebene gav han os en kort instruktion i princippet bag isklatring, foer vi kastede os ud i det. Det viste sig at vaere super fedt. Vi skiftedes til at klatre og sikre hinanden, saa vi fik mest ud af det. Vi klatrede paa svaerere og svaerere dele af vaeggen og endte paa et sted med 3 udhaeng, saa var super fedt. Efter en utrolig fed dag med klar blaa himmel og solskin vandrede vi tilbage til bussen. Tilbage paa vandrehjemmet var jeg en tur i stedets spabad, hvilket var ret laekkert efter en lang dag paa isen.

Fredag den 18. februar var en planlagt afslapningsdag, saa jeg brugte den paa at se film og laese i min bog, saa var meget rart. Kunne godt maerke isaer mine arme efter dagen foer, men var faktisk ikke saa slemt som forventet.

Loerdag skulle jeg igen paa isen, saa ifoerte mig igen mit varme toej. Nu var det en "Full day hike" der var planlagt. Igen tog vi bussen til foden af gletcheren efter at vaere blevet udstyret (paa samme maade som gangen foer med undtagelse af plastic stoevlerne og isoeksen). Denne gang kom vi meget laengere op paa gletcheren og saa meget mere af den. Den var virkelig imponerende med dybe kloefter og hoeje lodrette isvaegge, saa var rigtig fedt. Vores guide fandt forskellige smaa huler vi kunne kravle/mave sig igennem, saa var ogsaa en rigtig god tur. Vi havde i omegnen af 6 timer paa isen.

Efterfoelgende var jeg en tur i "Glacier Hot Pools", som bestod af 3 varme pools (36, 38 og 40 grader) med smeltevand fra gletcheren omgivet af skov og kun daekket af stykker af stof. Igen var det utrolig laekkert at kunne slappe af i det varme vand efter en hel dag med hiking.

A leap of faith

Fra havkajak til jetboating

Loerdag den 5. februar vaagnede jeg op til smukt vejr med sol og blaa himmel, saa morgenen boed paa det lokale "Farmers' market", som viste sig at vaere fremragende med en masse hjemmelavede specialiteter. Jeg endte med at koebe en gang pesto af soltoerrede tomater (levede af pasta m. pesto til den var brugt op) og en rigtig laekker roeget vildtspegepoelse. Efterfoelgende tog jeg tilbage til "Otago Museum", som jeg ikke fik set faerdigt dagen foer. Jeg saa deres regnskovsafdeling med 1000vis af sommerfugle. Heldigvis var jeg der da de lukkede de nyudklaekkede sommerfugle ud. Det var en rigtig sjov oplevelse og 3 af dem landede paa mig, saa var en ret speciel oplevelse. Ved udgangen af den tropiske afdeling var der et spejl til at tjekke at du ikke ved et uheld kom til at tage sommerfugle med ud og fandt faktisk en paa min ryg, saa blev noedt til at fjerne den foer jeg kunne gaa ud. Saa det var lidt sjovt.

Om eftermiddagen skulle jeg paa en guidet tur, "Elm Wildlife Tours" paa "the Otago Peninsula", som er kendt for sit dyreliv. Foerst tog vi til verdens eneste albatroskoloni paa fastland. Det var helt utroligt at se de enorme fugle (med et vingefang paa lidt over 3 meter) blot svaeve rundt over en uden overhovedet at baske med vingerne. De var utrolig yndefulde og majestaetiske. Desvaerre begyndte det at regne (typisk den dag jeg er paa en guidet tur udendoers, men kan vist ikke klage over vejret). Efterfoelgende koerte vi til en strand beboet af pingviner (yellow eyed) og soeloever. Der var mange af begge og de var meget interessante at se. Til sidst saa vi en pelssaelkoloni, som ogsaa var rigtig interessant, saa var alt i alt en rigtig god tur, selvom vejret ikke helt holdt.

Dagen efter var vejret tilbage paa rette spor med den varmeste morgen laenge, saa brugte formiddagen paa at nyde det inden jeg tog bussen til Te Anau omkring middag. Under busturen fik vi massive regnskyl, men det var en smuk aften da jeg ankom i Te Anau. Det viste sig at vaere en meget hyggelig lille by langs bredden af en stor soe med bjerge i baggrunden, saa var meget malerisk.

Det meste af mandagen gik med at "luske" rundt i Te Anau foer jeg 17.30 tog bussen til Queenstown. Efter en smuk bustur ankom jeg til Queenstown, som var langt mindre end jeg havde forventet, men virkede meget hyggelig. Vandrehjemmet virkede meget laekkert med chokolade paa hovedpuden. Gjorde et rigtig godt indtryk.

Tirsdag den 8. februar moedtes jeg med Lorenz og Tobias, som var i Queenstown, saa var rigtig hyggeligt lige at faa snakket lidt med dem igen, men de havde planer for eftermiddagen, saa blev kun et kort moede. Efterfoelgende spiste jeg en stor, fed frokost hos "Fergburger", men blev jeg noedt til efter foelgende beskrivelse i Lonely Planet:

"Less of a burger joint and more of a rite of passage for every Queenstown visitor, Ferg serves up the best burgers in town till way past your bedtime. All tastes are catered for including vegetarians, fish lovers and, of course, carnivores. The burgers are huge and the atmosphere festive - this could very well be the best burger stop in all of Aotearoa."

Det viste sig rigtig nok at vaere et kult sted med en koedrand af mennesker udenfor, men burgerne var helt sikkert gode, omend jeg kunne noejes med et par stykker broed til aftensmad. Eftermiddagen brugte jeg paa at kigge rundt i Queenstown for ligesom at faa et indtryk af byen.

Den 9. havde jeg en lang bustur til Milford Sound (som inkluderede 3,5 timers ventetid i Te Anau), men det var en utrolig scenisk rute gennem bjerge og dale, skove og floder med udsigt til mange vand fald og et par gletchere. Super smukt. Jeg ankom til "Milford Sound Lodge", som laa lidt uden for "byen" (pop 170) cirka midt paa eftermiddagen. Vandrehjemmet laa i magiske omgivelser omgivet af hoeje bjerge, saa var meget smukt.

Torsdag den 10. februar gik jeg ned til selve Milford Sound, som var fantastisk smukt med stejle, hoeje bjerge som sank direkte ned i fjorden. Havde egentlig planlagt at besoege "Milford Discovery Centre", men det viste sig at baaden dertil ikke sejlede, saa i stedet noed jeg den gode udsigt og vandrede den korte "Milford Sound Foreshore Walkway", som havde god udsigt over et stort vandfald (som jeg senere erfarede leverede baade al vand og stroem til byen).

Om fredagen stod jeg tidligt op (5.45) da jeg skulle paa den kajaktur (Morning Glory), som jeg havde set frem til. Klokken 7.00 moedte vi vores guide (som efter at vi havde skrevet under paa at hvis vi kom noget til var det altsaa vores egen skyld) tog os ned til vandet. Her blev vi ifoert det meget "fancy" toej som vi skulle have paa under sejlturen. Selvom vi befandt os paa verdens 2. vaadeste sted var det en utrolig smuk morgen med solskin og vindstille. Turen i sig selv var helt fantastisk. I en kajak helt taet op af de lodrette klippevaegge oplever man virkelig hvor storslaaet naturen er (og det kunne ikke engang det enorme antal turbaade, helikoptere og smaa fly lave om paa). Allerede efter faa minutter svoemmede den foerste sael forbi os paa jagt efter nattens sidste fisk, og vi fik da ogsaa set den fortaere en meget kort tid efter. Landskabet var simpelthen ubeskriveligt.

Vi havde en sjov udflugt ind under det cirka 60 meter hoeje "Fairy Falls". Det var utrolig sjovt at proeve, selvom man lige skulle tage lidt mod til sig. Efter en kort pause padlede vi resten af vejen til det Tasmanske Hav, en samlet tur paa cirka 18 kilometer. Vi blev transporteret tilbage til begyndelsen i en Watertaxi og efter at have skiftet til almindeligt (og toert) toej tilbage til vandrehjemmet.

Loerdag den 12. tog jeg bussen tilbage til Queenstown. Idet det regnede var der paa klippesiderne langs vejen et stort antal smaa vandfald, saa var rigtig smukt.

Om soendagen brugte jeg igen formiddagen paa at luske rundt i Queenstown i et forsoeg paa at beslutte hvilke af tusindvis af tilbud byen byder paa jeg skulle tage imod. Om eftermiddagen var jeg paa en tur til "Skippers Canyon". Turen startede med en koeretur i en firhjulstrukken bus langs en smal bjergvej til Skippers Canyon. Under turen fortalte guiden om byens historie under den lokale guldfeber. I kloeften var vi paa en utrolig underholdende jet boating tur. Paa grund af det specielle design er baaden i stand til at navigere paa meget lavt vand, hvilket styrmanden udnyttede til fulde idet han paa den i forvejen meget lavvandede flod sejlede helt taet paa klippesiderne i skarpe sving og 360 graders vendinger. Med en tophastighed paa cirka 80 km/h var det ret vildt. Og utrolig underholdende. Efter vi havde besoegt en gammel bro, som havde vaeret brugt til bungy jumps (lidt over 100 meter = meget langt ned) koerte vi tilbage til byen.

Fra antarktisk storm til "Charlie og Chokoladefabrikken"

Fredag den 28. januar passerede uden de helt store begivenheder. Vi tog det alle meget stille og roligt indtil vi skulle med bussen til Christchurch 15.50. Efter en bustur paa 3 timer ankom vi til "The garden city" - Christchurch. Allerede fra bussen var det tydeligt, at byen var blevet haardt ramt af jordskaelvet den 4. september 2010. Mange bygninger var omgivet af stiladser og andre havde tydelige revner i murene. Men byen i sig selv virkede meget smuk og hyggelig med mange gamle bygninger. Efter en gang aftensmad gik vi alle 6 ind til byen for at se nogle ilddansere, som var en del af "World buskers festival", som fandt sted i Christchurch paa det tidspunkt (20.-30. jan 2011). De var ikke videre imporerende, men som altid er ild fascinerende. Efterfoelgende tog vi paa en irsk pub, hvor vi fik os et par oel.

Loerdag den 29. gik med at ose rundt i centrum af Christchurch for at faa et rigtigt indtryk af byen. Vi saa ogsaa et par gadeoptraedender, men igen var de ikke videre imponerende.

Soendag tog jeg afsked med tyskerne, som gerne ville videre, mens jeg gerne ville blive et par dage i Christchurch for at opleve nogle af de af byens mange sevaerdigheder jeg endnu ikke havde naaet. Da jeg senere sidder paa Cathedral Square bliver jeg genkendt som den celebrity jeg jo er idet en smilende asiatisk mand kommer over til mig, saetter sig helt op af mig, laegger en arm om min skulder og faar taget et billede med mig. Super sjov oplevelse. Efterfoelgende begiver jeg mig til "Science Alive!" - New Zealands science centre (som om jeg kunne modstaa det). Det mindede paa mange maader om eksperimentariet i Koebenhavn med en raekke forskellige interaktive videnskabs "ting". Foerst proevede jeg sammen med alle de andre boern stedets klatrevaeg - skoent at vaere tilbage til barndommen. Efterfoelgende proevede jeg blandt andet et kaempe gyroskop og selvlysende minigolf for bare at naevne et par ting. Var lige et sted for mig. I loebet af natten indtraf den stoerste katastrofe i min til i New Zealand so far. Mit ur gennem mange aar holdt pludselig op med at fungere!

Mandag den 31. januar opdagede jeg lynhurtigt hvor afhaengig jeg var af mit ur og det irriterede mig hele dagen, at jeg ikke havde det. Jeg startede dagen med et besoeg til "Copenhagen Bakery" ud af ren nysgerrighed. Stedet var indrettet med danske ting, men solgte ingen typiske danske bagerivarer (havde egentlig haabet paa et studenterbroed og en froesnapper, men nej). Efterfoelgende tog jeg en shuttlebus til "The International Antarctic Centre", som er et stort museum omhandlende Antarktis. Det var et meget imponerende museum. Efter foerst at have set en faktuel udstilling saa jeg pingvinerne (little blue) blive fodret. Det var en meget sjov oplevelse. Derefter saa jeg en film om Antarktis i museets 4-D biograf, hvilket var noget af en oplevelse. Ud over 3-D filmen (komplet med smarte briller) var der en lang raekke effekter fra bevaegelige saeder og forstoevede vandsproejt til falsk sne og saebebobler. Var utrolig underholdende.

Saa var det blevet tid til at opleve en antarktisk storm. Det foregik i et kaempe koelerum (med en konstant temperatur paa -8 grader Celcius) komplet med rigtig sne og is. Stormen involverede windchill temperaturer ned til -18,4 grader celcius, hvilket er relativt koldt naar man stadig er i foert shorts, men var ogsaa forfriskende og oplivende. Efter at have set resten af den faktuelle udstilling og spist frokost noed jeg 2 ture i museets "Hägglund-fartoejer", som er fartoejer beregnet til alle mulige (og umulige terraener) og som bruges til transport i Antarktis. Turene foregik paa en specialbygget bane som viste deres evner. Denne inkludere hoeje, stejle bakker, en kloeft og endda et bassin med 3 meter dybt vand (er amfibiekoeretoejer). Var ligesom en rutschebane, saa supersjovt. 

Tirsdag den foerste tog jeg konsekvensen af gaarsdagens irritationsmoment og gik ned og koebte mig et nyt ur. Var rart at kunne holde styr paa klokken igen. Vejret var fantastisk, saa jeg fulgte floden ned til byens botaniske have, hvor jeg ved flodbredden noed solen og laeste i min bog. Efter en laekker vaffelis saa jeg "The Floral Clock", som i Lonely Planet var anset som den mest smagloese attraktion i omraadet. Var maaske overdrevet, men ikke meget. Derefter besoegte jeg "Canterbury Museum", som havde en lang raekke forskellige udstillinger inklusiv en mumie, saa var ret godt. 

Onsdag den 2. februar tog jeg fra morgenstunden bussen til Dunedin hvor jeg ankom lidt foer 14.00. Jeg tjekkede ind paa mit vandrehjem "Hogwartz", som viste sig at vaere et af de bedste vandrehjem jeg havde boet paa so far. Bygningen var en gammel biskop-bolig, saa var stor og kringlet indrettet (formaaede faktisk at fare vild - eller i hvert fald tog det mig et stykke tid at finde mit vaerelse). Og selve vaerelset var relativt storm med (viste det sig) fremragende senge. 

Om torsdagen havde jeg en guidet tur paa den lokale chokoladefabrik "Cadbury World". Turen startede 9.30 og var en guidet rundtur paa fabrikken, hvor vi saa forskellige dele af produktionslinjen og vores guide fortalte om fabrikken og produktionen. Det var ret spaendende at hoere og se. Undervejs delte hun chokolade ud (var maaske den bedste del af det?). Derudover blev der ogsaa uddelt chokolade gennem en raekke quiz-spoergsmaal under rundvisningen saa ved at memorere hvad guiden fortalte formaaede jeg at vinde en del (mere af konkurrencementalitet end fordi jeg var vild efter chokoladen). Inspireret af "Charlie og Chokoladefabrikken" lod de inde i en stor silo 1 ton smeltet chololade falde ned, saa var ret spektaktulaert. Resten af dagen var ikke helt saa interessant, idet jeg brugte den paa at planlaegge og arrangere den naermeste fremtid, men var selvfoelgelig godt at faa gjort. 

Fredag den 4. februar begav jeg mig afsted mod "Baldwin Street" -  den officielt stejleste gade i verden (uofficielt muligvis kun den anden stejleste), men var bestemt stejlt nok. Selvom den kun er cirka 161 meter lang blev jeg noedt til at tage 2 pauser for at loebe op (men siger maaske mere om min kondition end noget andet). Men var alligevel ret interessant at opleve. Efterfoelgende tog jeg en rolig gaatur gennem den botaniske have paa vej mod "Otago Museum". Det viste sig at vaere et godt museum og blev der til lukketid, men naaede alligevel ikke at se det hele.