Fra de dybeste huler til de hoejeste... springvand?

Efter en relativt lang koeretur ankom jeg den 27/11-10 til Waitomo, hvor jeg indfandt mig paa mit fine vandrehjem. Jeg arrangerede for videre transport vaek derfra igen (ville vaere et ret surt sted at strande, idet der ikke var noget i byen overhovedet!). Efterfoelgende saa jeg et relativt interessant museum vedroerende hulerne i omraadet og isaer de Sankt Hans orme (Glowworms), som omraadet er meget kendt for. Museets hoejdepunkt var en film om disse, som indeholde en del kemi (er jo altid rart at noerde lidt). Eftermiddagen brugte jeg i en haengekoeje i shorts og bar mave (solen skinnede og temperaturen naaede op paa 28 grader), hvor jeg noed livet og forsoegte at at planlaegge min videre faerd. Kan man vist ikke klage meget over.

Soendag den 28/11 - 10 var jeg paa en magisk tur ned i dybet. Jeg havde booket mig paa en 4 timers tur til en hule, som hedder "The lost world" og det var simpelthen en fantastisk tur. Turen startede med 100 meters rapelling ned i hulen i roligt tempo (vi var forbundet til guiden, saa vi ikke risikerede noget, men styrede ellers selv vores nedtur). Det fantastiske ved hulen var den maade solens straaler lyste ned (der var et stort hul i taget). Naar solens straaler ramte traeernes blade blev de delt og kon ned som tynde straaler. Det var naermest et overjordisk syn (eller i virkeligheden "underjordisk" ;-)). I hulen saa vi ogsaa de glowworms, som omraadet er saa kendt for. Der var ikke saa mange som det andet sted jeg saa dem, men de virkede til at lyse kraftigere, saa var helt sikkert ogsaa et smukt syn. Turen afsluttedes med en tur op en 30 meter hoej stige (115 trin - og nej, talte dem ikke selv), som gav sig relativt meget, saa var ogsaa en oplevelse. Efter tiden i hulen var det alligevel rart at komme ud i solskinnet igen. Resten af dagen noed jeg med haengekoeje og "Ringenes Herre".

Mandag den 29/11-10 rejste jeg fra Waitomo til Rotorua med bus og allerede ved ankomsten moedte jeg den, som Lonely Planet kalder den, "unikke" lugt af aeg (eller i virkeligheden svovl, men lugter som aeg). Her fortsatte jeg mit familielogi hos endnu et par utrolig flinke slaegtninge.

Tirsdag den 30/11-10 stod jeg overfor min nok storeste frygt paa hele turen (og nej, var hverken bungy jump, eller skydiving, men langt farligere) - Venstreside-koersel! Jeg havde faaet stillet en gammel bil til raadighed af dem jeg bor hos, saa taenkte, at jeg hellere maatte proeve at koere i den "forkerte" side af vejen. mit foerste moede med den form for koersel gik langt bedre end forventet og ingen kom til skade - maaske fordi bilen ikke ville starte! Saa havde i stedet en fin gaatur i solskin ned til omraadets turistbureau, som jeg rippede for brochurer. Paa vejen hjem gik jeg gennem Kuirau Park, som er et geotermisk omraade midt i byen og oplevede boblende mudder, kogende soeer og masser af dejlige svovldampe.

Om aftenen overvandt jeg frygten for at koere i den forkerte side af vejen (bilen var i mellemtiden blevet fikset - var vist bare batteriet), idet jeg koerte ind til byen for at se Harry Potter 7 - 1. del. At koere i venstre side viste sig at vaere langt lettere end jeg havde frygtet - det viste sig, at det svaereste (udover at finde en parkeringsplads - ingen havde fortalt mig at max 2 timers parkering ophoerte klokken 17) var at kontakten til blinklyset sad i den forkerte side (og ja, kom til at starte vinduesviskerne et (relativt hoejt) antal gange. Men derudover noed jeg filmen.

Onsdag den 1/12-10 startede jeg julen paa en fantastisk (og meget julet maade) idet jeg begav mig ud i Redwoods - Whakarewarewa Forest (og ja - det er ikke det rareste ord i verden at stave til) for at koere mountainbike. Jeg havde 3 fantastiske timer i meget kuperet terraen paa smalle skovstier. Efter de 3 timer var jeg moerbanket, men paa den fede maade, saa det var skoent. Det var ogsaa her det blev afsloeret, at New Zealand havde haft den varmeste november i 30 aar - haaber I nyder sneen i Danmark. 

Om torsdagen var jeg stadig relativt traet i kroppen, saa det eneste jeg rigtig naaede den dag (ud over en stille og rolig gaatur rundt i byen) var en gaatur rundt om "The blue lake". Soeen havde en meget smuk farve (gaet selv hvilken) og var omgivet af skov, saa jeg havde en meget fin (omend lidt langsom) tur rundt om soeen. Om aftenen tog dem jeg bor hos mig med til en naturlig kilde et stykke fra byen. Vandet var krystalklart og omgivet af store californisk Redwood-fyrretraeer, saa var en rigtig god tur.

Fredag den 3/12-10 foelte jeg mig igen klar til at begive mig afsted paa en ordentlig tur for at se hvad omraadet havde at byde paa af geotermisk aktivitet - som er det Rotorua er kendt for, saa koerte til et setd uden for byen, som hedder "Wai-O-Tapu Geothermal Wonderland" (og ja, ved godt det lyder lidt kitched). Det foerste imponerende, som omraadet havde at byde paa var "Lady Knox gejseren". Gejseren kom i udbrud hver dag klokken 10.15, hvilket undrede mig meget at det lige passede med 24 timers mellemrum, til jeg fandt ud af at det var "falske" udbrud fremprovokeret ved at gejseren blev fodret med en substans, som mindede om saebe, hvilket medfoerte, at overfladespaendingen mellem 2 forskellige lag varmt vand med forskellige temperaturer mindskedes saa de blandedes (Soerme en lang saetning). I hvert fald var resultatet, at gejseren udspyede varmt vand 10-15 meter op i luften, saa var ret spektakulaert.

Reten af parken bestod af en lang raekke forskellige andre geotermiske elementer, bl.a. svovlaflejringer, en silica terrassa, og soeer, som grundet mineraler var mange forskellige farver. Af de mere spektakulaere kan naevnes "Champagne Pool", som var omraadets stoerste kratersoe, med 74 grader varmt, boblende, dampende, mineraltfyldt vand omgivet af orange mineralaflejringer (kan godt vaere at det bare er mig der ikke ved noget om livskvalitet, men var maaske ikke lige saadan jeg ville foretraekke at faa min champange serveret). Derudover var der ogsaa en soe, som hed "Devil's Bath", hvor vandet havde farvespektrest mest fantastiske farve (staerkt efterfulgt af ultramarineblaa) - Limegroen. Forstod bare aldrig referencen til djaevlen, for var simpelthen smukt. Paa vej hjem i bilen fra dette sted fandt jeg den nok gladeste cd med hits som: "Yodel your troubles away", "Where did all the yodellers go?" og ikke mindst perlen "She taught me to yodel".

Om eftermiddagen koerte vi ud til et hus paa stranden, som de nogen gange laante af en af deres venner (og med paa stranden mener jeg paa stranden - fra haven gik der en trappe direkte ned til vandet). Udsigten fra vinduet var fantastisk ud over havet. Med os havde vi ogsaa deres boerneboern - 2 piger paa henholdsvis cirka 3 og 13.

Loerdagen brugte vi paa stranden og i strandhuset, saa fik baade bygget et sandslot og nydt en god bog i solen. Jeg havde desuden min mest fantastiske svoemmetur i Stillehavet, med boelger og et mini-surf board. Vandet var utrolig forfriskende og overraskende varmt. Om eftermiddagen loeste jeg et puslespil med 491 brikker (der manglede 9) plus 1 enstra, som ikke hoerte til (der var det jeg begyndte at overveje om jeg var blevet gammel). Dagen sluttede med laekker grill-mad, som en rigtig sommerdag. Soendagen mindede meget om loerdagen, selvom det meste af tiden gik med at nyde solen og en god bog og dagen sluttede med at vi tog tilbage til Rotorua.

I dag har jeg forsoegt at planlaegge og booke transport og logi et stykke frem i tiden, saa har ikke vaeret den mest spaendende dag. Men skal jo ogsaa goeres.