Lonely Planet ≠ Gud?

Onsdag den 15. december beslutter jeg efter lidt frokost (efter jeg om formiddagen havde hoppet ud fra et fly i 15.000 fods hoejde), at man ikke kunne bo i Taupo i en uge uden at besoege den mest besoegte naturlige attraktion i New Zealand, Huka Falls, som ffindes umiddelbart udenfor byen. Saa selvom himmelen er daekket af reltivt moerke/sorte skyer begiver jeg mig afsted kun ifoert  shorts og t-shirt (efter at have overlevet et 4572 meters fald fra et fly foeler jeg mig ret uroerlig). Jeg gaar de cirka 4 kilometer der er fra vandrehjemmet til vandfadet, hvilket er en meget hyggelig tur gennem primaert skov og langs den stoerste flod i New Zealand. Vandfaldet selv er utrolig imponerende. Paa et kort stykke (maaske 50 meter med mine meget manglende evner til at afstandsbedoemme) snaevrer den ellers ret brede flod ind og den rolige stroem bliver pludselig meget vild og voldsom. Paa vejen tilbage frygter jeg, at jeg har vaeret lidt for overmodig ved at begive mig ud uden regntoej, men faar kun enkelte draaber. Det bringer aabentbart held at hoppe ud fra et fly og overleve.

Dagen efter var meget antiklimatisk ovenpaa den fantastiske dag forinden. Dagens hoejdepunkt kom tidligt paa dagen, da jeg med meget besvaer forsoegte at overbevise min soester om at jeg rent faktisk havde lavet et sky dive dagen foer og at billedet paa bloggen ikke var falskt. Havde jeg meget sjov med. Det meste af resten af dagen gik med en naesten 7 timers bustur fra Taupo til New Plymouth. Paa vejen hyggede jeg mig med en ret god bog, som jeg havde koebt dagen forinden, inden jeg pludselig opdagede, at der manglede 48 sider (og at en del af de andre i stedet var der 2 gange). Meget mystisk.

Da jeg endelig ankom til New Plymouth (vejret havde vaeret daarligt hele dagen med overskyet og smaaregn) opdagede jeg, at det vandrehjem jeg havde bestilt et vaerelse paa laa et par kilometer udenfor byen, saa jeg vandrede afsted med min store (og tunge!) rygsaek. Da jeg ankom opdagede jeg at det overraskende nok primaert var aeldre mennesker, som boede paa det vandrehjem, saa var heller ikke saa fedt.


Fredag den 17. december havde jeg egentlig haabet paa at bestige et bjerg (Mount Taranaki) i den naertliggende Egtmont National Park, men med vejr som var vaerre end dagen foer (oesende regn) var der bestemt ingen chance for at det ville ske. I stedet besluttede jeg mig for at gaa ned til New Plymouth Centrum for at se mig lidt omkring og koebe ind. Kom forbi det lokale bibliotek (som var ret stort) og besluttede mig for at gaa ind. Der faldt jeg tilfaeldigvis over en bog, "Mad Science", som omhandlede historiske videnskabelige og psykologiske eksperimenter. Den var utrolig spaendende og jeg endte med at bruge hele resten af dagen paa at eskapere ind i den. Efter jeg havde koebt ind gik jeg tilbage til vandrehjemmet. I et forsoeg paa at skabe lidt dansk julestemning forsoegte jeg mig med en gang havregrynskugler, men resultatet blev meget langt fra hvad man normalt forbinder med havregrynskugler - vil naesten kalde det katastrofalt (fandt senere ud af hovedsynderen var det "sunde" kakaopulver jeg ved et uheld var kommet til at koebe - hovedingrediensen var maltekstrakt!).

Dagen efter var vaeret ligeledes daarligt, saa efter at have snakket i telefon med familien soegte jeg tilflugt paa museet i New Plymouth. Det var ret spaendende med forskellige udstillinger (inclusiv en video i et moerkt rum med stoe der lyste og en brint-bil (som dog ikke levede op til vores)). Efter frokost vendte jeg tilbage til biblioteket og laeste min bog fra dagen foer faerdig. Der gjorde jeg ogsaa min bedste handel i New Zealand (ud over maaske alt det jeg havde faaet gratis), idet jeg koebte 5 boeger for 0,9 NZ$. Jeg vandrede herefter en del af den meget beroemte "New Plymouth Costal Walkway", men fandt den ret overvurderet.

Soendag den 19/12-10 pakkede jeg mine ting og gjorde klar til at forlade vandrehjemmet. Efter et telefonopkald fra Julie opdagede jeg hvor meget kemi jeg faktisk har glemt (ALT!). Jeg gjorde mig klar til at gaa tilbage til byen i oesende regn med min store rygsaek ifoert regntoej, men fik i sidste oejeblik et lift af receptionisten, saa det var perfekt. Mens jeg ventede paa en 6 timers bustur soegte jeg igen tilflugt fra regnen paa biblioteket, som hurtigt var blevet mit favoritsted i New Plymouth. Klokken 20.40 ankom jeg endelig til Auckland (hvor en vis julestemning bestemt er ved at indfinde sig) paa en skoent overskyet meget lun og dejlig aften. Da jeg ankom til mit vandrehjem var det at jeg begyndte at tvivle paa Lonely Planets gudestatus. Jeg havde valgt vandrehjemmet ud fra foelgende beskrivelse i Lonely Planet:

"Raising the bar for this part of town, Frienz has actually put an effort into its decor (crazy wallpaper and bright colours) and into organising regular social events (free barbecue nights, poker tournaments etc). Add to that free internet access, fridges in the private rooms and a terrific rooftop terrace and you get the inner city's best hostel."  

Derfor havde jeg selvfoelgelig relativt hoeje forventninger til stedet. Da jeg ankom var det derfor meget antiklimatisk at finde kaos. Koekkenet floed med uopvasket opvask,  vandhanerne var oedelagte og ovnen virkede ikke. Paa badevaerelset var der store huller i murene og gulvet floed med vand. Men i det mindste saa vaerelset rimeligt ud. Da jeg lagde mig i sengen fandt jeg dog hurtigt ud af at det blot var en illusion, for madrassen var saa tyndslidt, at man meget tydeligt kunne maerke metalskelettet nedenunder.

Mandag den 20/12-10 formaaede jeg trods sengen at sove til 9.15 - det laengste jeg havde sovet i lang tid. Da jeg saa efter et overraskende godt bad (meget vand og hoejt tryk) kom ned i koekkenet var det endnu mere kaotisk end dagen foer. Alle 3 vaske stoppede og overfyldte og det floed (endnu mere end dagen foer) med uopvasket opvask. Saa blev noedt til at vente til de ansatte havde gjort koekkenet rent (og selv da skulle jeg selv vaske en skaal og ske op) foer jeg kunne faa morgenmad. Efter jeg (endelig) havde faaet morgenmad begav jeg mig afsted til supermarkedet (som var 25 minutter til fods) og koebte ind til resten af min tid i Auckland. Vejret var stadig overskyet, men regnede i det mindste ikke. Hvor finder man saa sjaelefred paa saadan en dag? - I gaettede det. Paa biblioteket. Der brugte jeg min formiddag (og tidlig aften) med at laese blandt andet en raekke meget interessante psykologiblade. Til aftensmaden var koekkenet faktisk rimelig paent, saa var en positiv overraskelse.

Tirsdag morgen indsaa jeg hvor meget mit humoer er direkte linket til vejret for efter at have vaeret i lidt daarligt humoer de sidste par dage med daarligt vejr, fandt jeg, at jeg var i meget bedre humoer i dag idet solen skinnede. Jeg brugte min morgen paa en e-mail korrespondence med Charlotte vedroerende blandt andet flybilletter og visum-regler og begav mig saa ud i det gode vejr. Jeg forhoerte mig hos det lokale informationscenter vedroerende Rangitoto Island - en vulkansk oe i Auckland havn, som jeg planlagde at besoege dagen efter. Derefter begav jeg mig op i den hoejeste bygning paa den sydlige halvkugle - "Auckland Sky Tower" (blev noedt til at tage elevatoren, idet trappen kun var til brug i noedstilfaelde - forhoerte mig ellers). Taarnet er 328 meter hoejt, saa der var en meget fin udsigt over Auckland, saa var en meget fin tur.