Det er jo kun jul een gang om aaret

Foerst og fremmest tror jeg jeg har fundet ud af hvorfor mit vandrehjem, Frienz backpackers, har den indretning det har med meget varierede, spraglede naesten psykedeliske tapeter over alt. 

Onsdag den 22 december 2010 var endnu en smuk morgen med naesten skyfri blaa himmel og hoejt solskin. Perfekt vejr til at besoege en (som beskrivelsen siger sandsynligvis udslugt) vulkanoe. 9.15 tager jeg faergen til Rangitoto Island, som er et naturreservat midt i Auckland havn. Oeen er den oengste af Aucklands naesten 50 vulkaner og Rangitoto Island er ubeboet (min ide om en oede oe forsvandt dog lidt da en kaempe gruppe turister i alle aldre gik ombord paa faergen sammen med mig). Men det kunne ikke oedelaegge mit gode humoer (omend ikke saerlig julet for den 22. december).

Der var en raekke forskellige vandreture paa oeen, men den mest brugte var "The Summit Track", som er den direkte sti til toppen af vulkanen og i dag var bestemt ingen undtagelse. Alle saa det ud til gik afsted den vej. Derfor gik der ikke laenge foer min konkurrencementalitet tog over og jeg begyndte stille og roligt at oege tempoet. Derfor naaede jeg ogsaa (forpustet og svedende, men med en god foelelse af sejr (og aabentbart ogsaa meget traet?)) som den foerste toppen af vulkanen og blev beloennet med en meget fin udsigt over Auckland (under 2. Verdenskrig havde oeen huset forskellige militaerinstallationer af denne grund). Oeen var daekket af smuk natur og vejret var skoent, saa noed min tid der.

Paa oeen fandtes ogsaa en raekke lava huler, som jeg da selvfoelgelig skulle udforske. Havde af samme grund taget en lommelygte med. De var ikke praecist afmaerkede, saa da jeg kravlede (var saa lille at det var noedvendigt) foelte jeg mig lidt som den foerste der satte min fod i hulen, saa det var en ret fed foelelse. Alligevel var det ogsaa lidt uhyggeligt ikke at vide, hvad der ventede (den ene gang blev jeg noedt til at vende om fordi hulen var lukket i den anden ende) og det var en ret rar foelelse, naar man saa solen igen og vidste at udgangen var naer. Foelte mig meget som en spileolog (selvom jeg nok var den foerste med straahat). Den ene gang jeg kom op af en hule (fandt kun 3 og dette var den sidste) (blev noedt til at tage min rygsaek af for at kunne komme op af det lille hul, som udgjorde hulens udgang) var jeg midt i en skov uden stien i syne. Saa blev noedt til at foelge en improviseret sti gennem skoven (der havde vaeret en smule regn, saa alle bladene var vaade, hvilket jeg ogsaa blev) indtil jeg fandt den rigtige sti. Meget sjov oplevelse.

Lillejuleaften var vejret om muligt bedre end dagen foer, saa efter jeg havde lavet gode havregrynskulger (havde i mellemtiden koebt ordentlig kakao) (utroligt hvor de kan hjaelpe mod en god julestemning) besluttede jeg at tage et smut paa stranden. Saa jeg tog bussen til Mission Bay - en hyggelig lille bugt kun 13 minutter fra Auckland. Det tog ikke lang tid foer jeg blev enig med mig selv om at det da bestemt ikke var den vaerste maade at bruge lillejuleaften paa (omend ikke saerlig julet, men alligevel) og noed stranden, varmen, det gode vejr og havet.

Aftenen noed jeg i den smukke Albert Park midt i Auckland, hvor jeg fandt en solskindplet midt paa graesset. Her noed jeg en NZ-DK-fusion-julesnack: White Chocolate Frappuccino og havregrynskugler mens jeg laeste i en god bog og noed at vaere i live - det er jo kun jul een gang om aaret.

Rigtig glaedelig jul alle sammen