Ny blog

Resten af mit eventyr kan nu foelges paa:

www.asienck.blogspot.com

Begyndelsen paa en ny aera

Dette bliver mit sidste blogindlaeg fra Aotearoa, "The land of the long white cloud". Efter at have faaet styr paa de sidste smaating inden min afrejse til Asien, og lige naaet en "Movie 'n' burger-night" hos IEP torsdag, begiver jeg mig nu til Papakura til et afsluttende moede med familien foer jeg den 27. februar letter fra Auckland International Airport mod Bangkok.

Min studierejse er efter 4 maaneder kommet til en ende og jeg har laert en hel masse om mig selv (eller bare fjollet rundt som jeg plejer og haft en fed tid?). Jeg foeler virkelig at jeg som et menneske har aendret mig. Som om ;-). Er stadig bare det userioese legebarn jeg var da jeg tog afsted. Har bare haft en stoerre legeplads for det sidste stykke tid.

Selvom jeg har haft en helt fantastisk, tid og det da helt sikkert bliver lidt maerkeligt at skulle forlade det land jeg har brugt de sidste 4 maandeder paa at opleve og udforske, glaeder jeg mig ogsaa til de nye eventyr og oplevelser som venter forude. Bliver uden tvivl ogsaa fantastisk.

Charlotte og jeg starter en blog sammen naar vi lige faar taget os sammen, men skal nok offentliggoere et link til den naar et saadant findes.

Ps. billedet har ikke noget med noget at goere. Var bare et interessant skilt jeg faldt over (men underbygger maaske nogle af konklusionerne i dette blogindlaeg?)

A night in jail... og min maaske heldigste flyvetur nogensinde

Soendag den 20. februar rejste jeg til Greymouth, men er en by uden noget interessant overhovedet, saa brugte tiden efter min ankomst paa at laese i min bog.

Mandag den 21. gik jeg ombord paa toget mod Christchurch, The TranzAlpine, som var grunden til jeg var taget til Greymouth i foerste omgang. Togturen fra Greymouth til Christchurch er anset som en af de 6 smukkeste togture i verden, og maa da indroemme at der var fantastisk udsigt fra toget over meget skiftende landskaber. Vi krydsede mange floder og turen boed paa en raekke tunneler og viadukter. Klokken 18.10 ankom vi til Christchurch og jeg tog til mit vandrehjem, "Jailhouse Accomodation", som viste sig at vaere super fedt og gennemfoert. Vandrehjemmet var indrettet i en gammel faengselsbygning og det tema koerte de meget paa. Det var som taget direkte ud af en film. Vaerelserne var i de gamle celler, komplet med tremmer for vinduerne. Temaet var meget gennemfoert med faengselsstribet sengetoej, duge og tallerkener og skaale, saa var super fedt. Det er en meget speciel foelelse at gaa op ad trappen mod ens "celle" i halvmoerke mens ens skridt giver genlyd i den naesten tomme bygning.

Tirsdag tog jeg til "Christchurch International Airport", hvorfra mit fly mod Auckland lettede klokken 11.00. Det var en kort flyvetur paa 1 time og 20 minutter. Men viste sig at vaere utrolig heldig. For 2 timer efter min afgang fra Christchurch blev byen ramt af et jordskaelv 6,3 paa Richter-skalaen som foraarsagede store oedelaeggelser og mindst 65 doedsfald, saa var ret uhyggeligt. I Auckland begyndte jeg saa smaat at forberede min afgang fra New Zealand og faa styr paa mine sidste haengepartier. Er en ret maerkelig foelelse at skulle afsted efter saa lang tid her.

Mountaineering on a giant ice cube

Onsdag den 16. februar rejste jeg til Franz Josef, som var en meget lille by, som bestod af stort set 1 gade, saa der var ikke meget at lave og dagen gik primaert med at laese i en bog og nyde det gode vejr.

Torsdag morgen ifoerte jeg mig mit varmeste toej for min isklatringstur paa Franz Josef gletcheren. Da jeg ankom til basen blev hele holdet (4 personer) udstyret med regnjakke og -bukser, almindelige og plastic stoevler, hue, vanter, sokker, klatreseler og hjelme. Vi tog en bus til parkeringspladsen ved gletcheren, hvor vi fik udleveret isoekser og crampons (pigge til stoevlerne). Vi gik til foden af selve gletcheren foer vi ifoerte os plastic stoevlerne og crampons. Det tog lige et oejeblik at vaenne sig til dem, men saa kunne man ogsaa virkelig staa fast. Med dem gik vi et stykke paa isen til den isvaeg, hvor vores klatring skulle foregaa.

Efter guiden havde sikret rebene gav han os en kort instruktion i princippet bag isklatring, foer vi kastede os ud i det. Det viste sig at vaere super fedt. Vi skiftedes til at klatre og sikre hinanden, saa vi fik mest ud af det. Vi klatrede paa svaerere og svaerere dele af vaeggen og endte paa et sted med 3 udhaeng, saa var super fedt. Efter en utrolig fed dag med klar blaa himmel og solskin vandrede vi tilbage til bussen. Tilbage paa vandrehjemmet var jeg en tur i stedets spabad, hvilket var ret laekkert efter en lang dag paa isen.

Fredag den 18. februar var en planlagt afslapningsdag, saa jeg brugte den paa at se film og laese i min bog, saa var meget rart. Kunne godt maerke isaer mine arme efter dagen foer, men var faktisk ikke saa slemt som forventet.

Loerdag skulle jeg igen paa isen, saa ifoerte mig igen mit varme toej. Nu var det en "Full day hike" der var planlagt. Igen tog vi bussen til foden af gletcheren efter at vaere blevet udstyret (paa samme maade som gangen foer med undtagelse af plastic stoevlerne og isoeksen). Denne gang kom vi meget laengere op paa gletcheren og saa meget mere af den. Den var virkelig imponerende med dybe kloefter og hoeje lodrette isvaegge, saa var rigtig fedt. Vores guide fandt forskellige smaa huler vi kunne kravle/mave sig igennem, saa var ogsaa en rigtig god tur. Vi havde i omegnen af 6 timer paa isen.

Efterfoelgende var jeg en tur i "Glacier Hot Pools", som bestod af 3 varme pools (36, 38 og 40 grader) med smeltevand fra gletcheren omgivet af skov og kun daekket af stykker af stof. Igen var det utrolig laekkert at kunne slappe af i det varme vand efter en hel dag med hiking.

A leap of faith

Fra havkajak til jetboating

Loerdag den 5. februar vaagnede jeg op til smukt vejr med sol og blaa himmel, saa morgenen boed paa det lokale "Farmers' market", som viste sig at vaere fremragende med en masse hjemmelavede specialiteter. Jeg endte med at koebe en gang pesto af soltoerrede tomater (levede af pasta m. pesto til den var brugt op) og en rigtig laekker roeget vildtspegepoelse. Efterfoelgende tog jeg tilbage til "Otago Museum", som jeg ikke fik set faerdigt dagen foer. Jeg saa deres regnskovsafdeling med 1000vis af sommerfugle. Heldigvis var jeg der da de lukkede de nyudklaekkede sommerfugle ud. Det var en rigtig sjov oplevelse og 3 af dem landede paa mig, saa var en ret speciel oplevelse. Ved udgangen af den tropiske afdeling var der et spejl til at tjekke at du ikke ved et uheld kom til at tage sommerfugle med ud og fandt faktisk en paa min ryg, saa blev noedt til at fjerne den foer jeg kunne gaa ud. Saa det var lidt sjovt.

Om eftermiddagen skulle jeg paa en guidet tur, "Elm Wildlife Tours" paa "the Otago Peninsula", som er kendt for sit dyreliv. Foerst tog vi til verdens eneste albatroskoloni paa fastland. Det var helt utroligt at se de enorme fugle (med et vingefang paa lidt over 3 meter) blot svaeve rundt over en uden overhovedet at baske med vingerne. De var utrolig yndefulde og majestaetiske. Desvaerre begyndte det at regne (typisk den dag jeg er paa en guidet tur udendoers, men kan vist ikke klage over vejret). Efterfoelgende koerte vi til en strand beboet af pingviner (yellow eyed) og soeloever. Der var mange af begge og de var meget interessante at se. Til sidst saa vi en pelssaelkoloni, som ogsaa var rigtig interessant, saa var alt i alt en rigtig god tur, selvom vejret ikke helt holdt.

Dagen efter var vejret tilbage paa rette spor med den varmeste morgen laenge, saa brugte formiddagen paa at nyde det inden jeg tog bussen til Te Anau omkring middag. Under busturen fik vi massive regnskyl, men det var en smuk aften da jeg ankom i Te Anau. Det viste sig at vaere en meget hyggelig lille by langs bredden af en stor soe med bjerge i baggrunden, saa var meget malerisk.

Det meste af mandagen gik med at "luske" rundt i Te Anau foer jeg 17.30 tog bussen til Queenstown. Efter en smuk bustur ankom jeg til Queenstown, som var langt mindre end jeg havde forventet, men virkede meget hyggelig. Vandrehjemmet virkede meget laekkert med chokolade paa hovedpuden. Gjorde et rigtig godt indtryk.

Tirsdag den 8. februar moedtes jeg med Lorenz og Tobias, som var i Queenstown, saa var rigtig hyggeligt lige at faa snakket lidt med dem igen, men de havde planer for eftermiddagen, saa blev kun et kort moede. Efterfoelgende spiste jeg en stor, fed frokost hos "Fergburger", men blev jeg noedt til efter foelgende beskrivelse i Lonely Planet:

"Less of a burger joint and more of a rite of passage for every Queenstown visitor, Ferg serves up the best burgers in town till way past your bedtime. All tastes are catered for including vegetarians, fish lovers and, of course, carnivores. The burgers are huge and the atmosphere festive - this could very well be the best burger stop in all of Aotearoa."

Det viste sig rigtig nok at vaere et kult sted med en koedrand af mennesker udenfor, men burgerne var helt sikkert gode, omend jeg kunne noejes med et par stykker broed til aftensmad. Eftermiddagen brugte jeg paa at kigge rundt i Queenstown for ligesom at faa et indtryk af byen.

Den 9. havde jeg en lang bustur til Milford Sound (som inkluderede 3,5 timers ventetid i Te Anau), men det var en utrolig scenisk rute gennem bjerge og dale, skove og floder med udsigt til mange vand fald og et par gletchere. Super smukt. Jeg ankom til "Milford Sound Lodge", som laa lidt uden for "byen" (pop 170) cirka midt paa eftermiddagen. Vandrehjemmet laa i magiske omgivelser omgivet af hoeje bjerge, saa var meget smukt.

Torsdag den 10. februar gik jeg ned til selve Milford Sound, som var fantastisk smukt med stejle, hoeje bjerge som sank direkte ned i fjorden. Havde egentlig planlagt at besoege "Milford Discovery Centre", men det viste sig at baaden dertil ikke sejlede, saa i stedet noed jeg den gode udsigt og vandrede den korte "Milford Sound Foreshore Walkway", som havde god udsigt over et stort vandfald (som jeg senere erfarede leverede baade al vand og stroem til byen).

Om fredagen stod jeg tidligt op (5.45) da jeg skulle paa den kajaktur (Morning Glory), som jeg havde set frem til. Klokken 7.00 moedte vi vores guide (som efter at vi havde skrevet under paa at hvis vi kom noget til var det altsaa vores egen skyld) tog os ned til vandet. Her blev vi ifoert det meget "fancy" toej som vi skulle have paa under sejlturen. Selvom vi befandt os paa verdens 2. vaadeste sted var det en utrolig smuk morgen med solskin og vindstille. Turen i sig selv var helt fantastisk. I en kajak helt taet op af de lodrette klippevaegge oplever man virkelig hvor storslaaet naturen er (og det kunne ikke engang det enorme antal turbaade, helikoptere og smaa fly lave om paa). Allerede efter faa minutter svoemmede den foerste sael forbi os paa jagt efter nattens sidste fisk, og vi fik da ogsaa set den fortaere en meget kort tid efter. Landskabet var simpelthen ubeskriveligt.

Vi havde en sjov udflugt ind under det cirka 60 meter hoeje "Fairy Falls". Det var utrolig sjovt at proeve, selvom man lige skulle tage lidt mod til sig. Efter en kort pause padlede vi resten af vejen til det Tasmanske Hav, en samlet tur paa cirka 18 kilometer. Vi blev transporteret tilbage til begyndelsen i en Watertaxi og efter at have skiftet til almindeligt (og toert) toej tilbage til vandrehjemmet.

Loerdag den 12. tog jeg bussen tilbage til Queenstown. Idet det regnede var der paa klippesiderne langs vejen et stort antal smaa vandfald, saa var rigtig smukt.

Om soendagen brugte jeg igen formiddagen paa at luske rundt i Queenstown i et forsoeg paa at beslutte hvilke af tusindvis af tilbud byen byder paa jeg skulle tage imod. Om eftermiddagen var jeg paa en tur til "Skippers Canyon". Turen startede med en koeretur i en firhjulstrukken bus langs en smal bjergvej til Skippers Canyon. Under turen fortalte guiden om byens historie under den lokale guldfeber. I kloeften var vi paa en utrolig underholdende jet boating tur. Paa grund af det specielle design er baaden i stand til at navigere paa meget lavt vand, hvilket styrmanden udnyttede til fulde idet han paa den i forvejen meget lavvandede flod sejlede helt taet paa klippesiderne i skarpe sving og 360 graders vendinger. Med en tophastighed paa cirka 80 km/h var det ret vildt. Og utrolig underholdende. Efter vi havde besoegt en gammel bro, som havde vaeret brugt til bungy jumps (lidt over 100 meter = meget langt ned) koerte vi tilbage til byen.

Fra antarktisk storm til "Charlie og Chokoladefabrikken"

Fredag den 28. januar passerede uden de helt store begivenheder. Vi tog det alle meget stille og roligt indtil vi skulle med bussen til Christchurch 15.50. Efter en bustur paa 3 timer ankom vi til "The garden city" - Christchurch. Allerede fra bussen var det tydeligt, at byen var blevet haardt ramt af jordskaelvet den 4. september 2010. Mange bygninger var omgivet af stiladser og andre havde tydelige revner i murene. Men byen i sig selv virkede meget smuk og hyggelig med mange gamle bygninger. Efter en gang aftensmad gik vi alle 6 ind til byen for at se nogle ilddansere, som var en del af "World buskers festival", som fandt sted i Christchurch paa det tidspunkt (20.-30. jan 2011). De var ikke videre imporerende, men som altid er ild fascinerende. Efterfoelgende tog vi paa en irsk pub, hvor vi fik os et par oel.

Loerdag den 29. gik med at ose rundt i centrum af Christchurch for at faa et rigtigt indtryk af byen. Vi saa ogsaa et par gadeoptraedender, men igen var de ikke videre imponerende.

Soendag tog jeg afsked med tyskerne, som gerne ville videre, mens jeg gerne ville blive et par dage i Christchurch for at opleve nogle af de af byens mange sevaerdigheder jeg endnu ikke havde naaet. Da jeg senere sidder paa Cathedral Square bliver jeg genkendt som den celebrity jeg jo er idet en smilende asiatisk mand kommer over til mig, saetter sig helt op af mig, laegger en arm om min skulder og faar taget et billede med mig. Super sjov oplevelse. Efterfoelgende begiver jeg mig til "Science Alive!" - New Zealands science centre (som om jeg kunne modstaa det). Det mindede paa mange maader om eksperimentariet i Koebenhavn med en raekke forskellige interaktive videnskabs "ting". Foerst proevede jeg sammen med alle de andre boern stedets klatrevaeg - skoent at vaere tilbage til barndommen. Efterfoelgende proevede jeg blandt andet et kaempe gyroskop og selvlysende minigolf for bare at naevne et par ting. Var lige et sted for mig. I loebet af natten indtraf den stoerste katastrofe i min til i New Zealand so far. Mit ur gennem mange aar holdt pludselig op med at fungere!

Mandag den 31. januar opdagede jeg lynhurtigt hvor afhaengig jeg var af mit ur og det irriterede mig hele dagen, at jeg ikke havde det. Jeg startede dagen med et besoeg til "Copenhagen Bakery" ud af ren nysgerrighed. Stedet var indrettet med danske ting, men solgte ingen typiske danske bagerivarer (havde egentlig haabet paa et studenterbroed og en froesnapper, men nej). Efterfoelgende tog jeg en shuttlebus til "The International Antarctic Centre", som er et stort museum omhandlende Antarktis. Det var et meget imponerende museum. Efter foerst at have set en faktuel udstilling saa jeg pingvinerne (little blue) blive fodret. Det var en meget sjov oplevelse. Derefter saa jeg en film om Antarktis i museets 4-D biograf, hvilket var noget af en oplevelse. Ud over 3-D filmen (komplet med smarte briller) var der en lang raekke effekter fra bevaegelige saeder og forstoevede vandsproejt til falsk sne og saebebobler. Var utrolig underholdende.

Saa var det blevet tid til at opleve en antarktisk storm. Det foregik i et kaempe koelerum (med en konstant temperatur paa -8 grader Celcius) komplet med rigtig sne og is. Stormen involverede windchill temperaturer ned til -18,4 grader celcius, hvilket er relativt koldt naar man stadig er i foert shorts, men var ogsaa forfriskende og oplivende. Efter at have set resten af den faktuelle udstilling og spist frokost noed jeg 2 ture i museets "Hägglund-fartoejer", som er fartoejer beregnet til alle mulige (og umulige terraener) og som bruges til transport i Antarktis. Turene foregik paa en specialbygget bane som viste deres evner. Denne inkludere hoeje, stejle bakker, en kloeft og endda et bassin med 3 meter dybt vand (er amfibiekoeretoejer). Var ligesom en rutschebane, saa supersjovt. 

Tirsdag den foerste tog jeg konsekvensen af gaarsdagens irritationsmoment og gik ned og koebte mig et nyt ur. Var rart at kunne holde styr paa klokken igen. Vejret var fantastisk, saa jeg fulgte floden ned til byens botaniske have, hvor jeg ved flodbredden noed solen og laeste i min bog. Efter en laekker vaffelis saa jeg "The Floral Clock", som i Lonely Planet var anset som den mest smagloese attraktion i omraadet. Var maaske overdrevet, men ikke meget. Derefter besoegte jeg "Canterbury Museum", som havde en lang raekke forskellige udstillinger inklusiv en mumie, saa var ret godt. 

Onsdag den 2. februar tog jeg fra morgenstunden bussen til Dunedin hvor jeg ankom lidt foer 14.00. Jeg tjekkede ind paa mit vandrehjem "Hogwartz", som viste sig at vaere et af de bedste vandrehjem jeg havde boet paa so far. Bygningen var en gammel biskop-bolig, saa var stor og kringlet indrettet (formaaede faktisk at fare vild - eller i hvert fald tog det mig et stykke tid at finde mit vaerelse). Og selve vaerelset var relativt storm med (viste det sig) fremragende senge. 

Om torsdagen havde jeg en guidet tur paa den lokale chokoladefabrik "Cadbury World". Turen startede 9.30 og var en guidet rundtur paa fabrikken, hvor vi saa forskellige dele af produktionslinjen og vores guide fortalte om fabrikken og produktionen. Det var ret spaendende at hoere og se. Undervejs delte hun chokolade ud (var maaske den bedste del af det?). Derudover blev der ogsaa uddelt chokolade gennem en raekke quiz-spoergsmaal under rundvisningen saa ved at memorere hvad guiden fortalte formaaede jeg at vinde en del (mere af konkurrencementalitet end fordi jeg var vild efter chokoladen). Inspireret af "Charlie og Chokoladefabrikken" lod de inde i en stor silo 1 ton smeltet chololade falde ned, saa var ret spektaktulaert. Resten af dagen var ikke helt saa interessant, idet jeg brugte den paa at planlaegge og arrangere den naermeste fremtid, men var selvfoelgelig godt at faa gjort. 

Fredag den 4. februar begav jeg mig afsted mod "Baldwin Street" -  den officielt stejleste gade i verden (uofficielt muligvis kun den anden stejleste), men var bestemt stejlt nok. Selvom den kun er cirka 161 meter lang blev jeg noedt til at tage 2 pauser for at loebe op (men siger maaske mere om min kondition end noget andet). Men var alligevel ret interessant at opleve. Efterfoelgende tog jeg en rolig gaatur gennem den botaniske have paa vej mod "Otago Museum". Det viste sig at vaere et godt museum og blev der til lukketid, men naaede alligevel ikke at se det hele. 

Low tech - High adventure

Tirsdag den 18. januar ankom vi til Nelson til det hyggeligste vandrehjem indtil videre. Det var et homestay og var praecis som et "home away from home". Onsdag den 19. januar vaagnede vi op til gratis hjemmebagt broed paa vandrehjemmet, saa var super laekkert. En rigtig god start paa dagen. Eterfoelgende gik Tobias, Lorenz jag og en tysk pige, Kati, som vi havde moedt dagen foer til "The Centre of New Zealand". Det var en meget laekker tur gennem en park, men viste sig skuffende ikke at vaere det egentlige geografiske midtpunkt af New Zealand. Vi fortsatte til det lokale "Farmers' market", som var et hyggeligt lille marked med forskellige lokale produkter til salg. Lorenz og jeg endte med at koebe et glas laekkert honning. Paa vej tilbage til vandrehjemmet bookede vi en kajaktur i Abel Tasman National Park til dagen efter.

Eftermiddagen brugte Lorenz, Tobias og jeg paa den lokale strand (vi laante 3 gamle cykler fra vandrehjemmet for at komme derhen). Det var super laekkert med en dukkert og vandet var overraskende varmt og forfriskende. Vi havde meget sjov med at tage opstillede billeder af hinanden og bare fjolle rundt, saa var rigtig hyggeligt.

Torsdag den 20. januar stod vi tidligt op idet bussen til Abel Tasman National Park koerte klokken 7.00. Da vi ankom til nationalparken ventede 2 store, gule dobbvelthavkajakker paa os (Tobias og Loreny og Kati og jeg sejlede sammen). Efter en hurtig sikkerhedsbriefing tog vi afsted (vi var udstyret komplet med splash-deckner, som vi fik brug for). Der var rimelige boelger paa havet, saa var super sjovt - flere gange skyllede de ind over baaden saa vi var hurtigt glade for vores splash-deckner.

Foerst sejlede vi til en pelssaelkoloni paa den ubeboede Adel Island. Det var superfedt at opleve - vi kom relativt taet paa saelerne, som laa og solede paa stenene ved vandet. Derefter sejlede vi afsted mod en smuk bugt, hvor vi planlagde at nyde vores frokost. Tobias og Lorenz' baad kaentrede da de forsoegte at lande paa stranden - vores blev reddet af en flink mand. Ligesom vi faar trukket baadene i land kommer solen frem fra de skyer, som havde daekket den hele formiddagen og bugten lignede praecis noget taget ud af et postkort. Var utrolig smukt. Efter en laekker frokost laa vi paa stranden og noed livet, solen og udsigten foer vi besluttede at begive os tilbage mod moedestedet. 2 flinke guider hjalp os afsted, hvilket nok var meget heldigt.

Vi fulgte kysten tilbage mod moedestedet, men idet vi indsaa at vi var tidligt paa den besluttede vi at laegge til i en anden smuk lille bugt. Denne gang var det vores tur til at kaentre. Vi var for tidligt ude af kajakken hvilkede resulterede i at en rimelig boelge tippede kajakken over saa den vaeltede mig. Men solen skinnede, saa toerede hurtigt og var bare sjovt. Desvaerre forsvandt mine solbriller, men var der ikke saa meget at goere ved. Efter en laekker svoemmetur - var jo alligevel vaad var det desvaerre tid til at sejle tilbage. Kati og jeg hjalp de andres baad ud og i andet forsoeg fik vi ogsaa vores i vandet (foerste gang naaede boelgerne at fylde den med vand, saa anden gang skubbede jeg den over det vaerste foer jeg selv kravlede op og ind i den.

Desvaerre opdagede vi, at vores kaentring havde oedelagt vores ror, saa turen tilbage til moedestedet var relativ haard, for skulle hele tiden korrigere for stroemmen, som virkede meget opsat paa at baere os ud paa det aabne vand. Da vi ankom til stranden, hvor vi skulle slutte blev vores kajak loeftet op af en boelge, som surfede os ind mod stranden. Jeg kunne dog godt se hvor det bar hen og den endte da ogsaa med at kaentre kajakken og os i den. Heldigvis fik vi hurtigt vores splash-deckner af og kom ud af kajakken, som vendte paa hovedet i vandet. Heldigvis var vandet lavt der, saa var bare super sjovt. Da vi var tilbage og havde faaet toert toej paa noed vi en kop varm kakao i en cafe paa kajakfirmaets regning (de havde udskudt vores bus en halv time).

Om fredagen sov vi relativt laenge idet vi havde haft en lang og energisk dag dagen foer. Eftermiddagen gik med forberedelser til vores 3-dages heik dagen efter - "Abel Tasman Coastal Track". Vi lejede telt, kogeapperat og en gryde, laante liggeunderlag af Allan paa vandrehjemmet og koebte mad. Kloge som vi var besluttede vi os for ris til aftensmad og besluttede ogsaa at tilberede dem. Maaske ikke den mest geniale plan for de svulmede betydeligt op og blev ret tunge, men vi havde i det mindste meget sjov med det. Vores rygsaekke, som vi skulle baere hele vejen, endte med at blive ret tunge.

Loerdag den 22. januar var vi meget tidligt oppe (4.50) og klokken 10.00 ankom til Wainui Bay, den ene ende af  "Abel Tasman Coastal Track", og begyndte officielt vores heik. De foerste 45 minutter af vores heik ledte os til rutens hoejeste punkt - cirka 600 meter over havoverfladen. Var super haardt, men viste sig at det primaert var fordi vi gik opad. Overalt paa ruten var der en fantastisk udsigt over det turkisblaa hav med gyldne strande, klipper og groenne skove. Vejret var meget smukt, saa vi besluttede at tage en omvej til "Seperation Point", som var en pelssaelkoloni. Det sidste stykke var meget stejlt saa vi blev noedt til at tage vores store rygsaekke af for at kravle derned. Man foelte sig helt vaegtloes saa var skoent. Vi kom utroligt taet paa saelerne, saa var rigtig fedt.

Paa vejen videre besluttede vi at tage en genvej langs en strand, som vi ikke var helt sikre paa vi kunne paa grund af tidevandet, men vi satsede. Da vi kom ned til stranden blev vi noedt til at tage sko og stroemper af idet boelgerne slog ind over stranden, men det var utrolig laekkert. Efterfoelgende blev vi noed til at kravle over en strand domineret af relativt store sten, som boelgerne slog ind over. Vores klatretur blev bestemt ikke lettere af vores store rygsaekke, men var en fed oplevelse alligevel. Vi noed en frokost bestaaende af instant noodels paa en af strandende, men det var blev blaest lidt op og var ikke saa varmt laengere, saa blev bare en kort pause. Efter vores relativt sene frokost havde vi heldigvis kun 1 times vandring tilbage - vi var begyndt at blive ret traette. Vores rute var planlagt efter tidevandet - lige foer vores teltplads skulle vi krydse et omraade som blev oversvoemmet ved hoejvande og selvvom vi ankom kun 1 time foer ebbe maatte vi igen af med sko og stroemper. Vi slog hurtigt teltet op - viste sig at vaere ret lille til 3 drenge, men var der jo ikke saa meget at goere ved. Efter et hurtigt aftensmaaltid (kolde ris med opvarmet sur-soed sovs) gik vi tidligt i seng, men sov relativt daarligt. I alt havde vi vandret 22 kilometer med oppakning, saa vi var ret stolte af os selv.

Soendag, anden dag paa vores heik, var vi afsted 7.30. Vejret var vaerre end dagen foer med overskyet, men stadig rimeligt. Igen kom vi forbi en masse smukke steder, blandt andet et lille vandfald, men var ikke helt det samme uden solskin. Tobias og jeg tog en hurtig dukkert i "Halfway Pool", som var en lille (relativt kold) pool midt i et vandloeb. Senere krydsede vi en haengebro, saa var ret fedt. Om eftermiddagen begyndte det at smaaregne, hvilket altid paavirker humoeret paa en telttur. Derfor besluttede vi at sla lejr paa en lejrplads, som var en halv time tidligere end den vi egentlig havde booket. Vi varmede vores mad (og ben) paa et baal som nogen havde lavet paa lejrpladsen - var skoent. Det endte med at blive en meget smuk aften med en flot regnbue, og igen gik vi tidligt i seng.

Paa den sidste dag havde vi kun 4 timers vandring tilbage, saa vi sov til lidt over 8 foer vi gjorde os klar og begav os afsted. De foerste par timers vandring foregik i stort set stilhed - vi var alle ret udmattede. Efter lidt over 2 timers vandring ankom vi til "Apple Tree Bay", som var en utrolig smuk bugt med gyldent sand, turkisblaat vand og en god udsigt. Her noed vi en let frokost og saa ellers bare solen, varmen og en dukkert inden vi efter 3 timer begav os afsted mod sidste del af vores heik. De sidste par timers vandring gik vi raskt til - vi saa vist alle sammen frem til at vaere faerdige, selvom det havde vaeret en utrolig fed tur. Og det var da ogsaa en lettelse da vi endelig naaede enden af ruten og en laekker cafe, hvor vi spiste is. Aftenen tilbage i Nelson var meget stille og rolig med et varmt bad og en god bog. I alt havde vi vandret 54 kilometer paa 3 dage med oppakning, saa vi var godt tilfredse.

Tirsdag den 25. januar gik turen mod Kaikoura med bussen. Paa vejen, som fulgte kysten, saa vi mange pelssaeler, som laa og solede paa stenene, saa det var rigtig fedt. Vi var stadig ret udmattede, saa resten af dagen var meget stille og rolig.

Onsdag formiddag tog vi "The Kaikoura Penninsula Walkway", som var en 9 kilometer lang vandretur langs kysten. Vi kom meget taet paa et par saeler, som laa og solede paa stranden og der var god udsigt over havet og klipperne. Eftermiddagen var ren afslapning; efter vi 3 havde delt lidt over 1 liter is laa jeg i en haengekoeje i skyggen og laeste i en god bog.

Torsdag den 27. januar stod jeg stod jeg op paa det mest ugudelige tidspunkt - 03.45. Aarsagen var at jeg skulle paa en delfin-tur, som startede 05.30. Saa efter en hurtig morgenmad begav jeg mig afsted mod moedestedet for turen. Selvom det var helt moerkt udenfor var den en utrolig smuk, stjerneklar og meget lun morgen (froes overhovedet ikke selvom jeg kun var ifoert shorts og t-shirt). Turen var "Swim with the Dolphins", saa ved ankomsten blev vi alle ifoert 2-delt vaaddragt og vaaddragtshue og udstyret med dykkermaske, snorkel og svoemmefoedder. Fra baaden saa vi en utrolig smuk solopgang, et par albatrosser og en flok "Common Dolphins", foer vi lokaliserede de "Dusky Dolphins" vi skulle svoemme med. Den flok vi fandt bestod af omkring 200 meget legesyge delfiner, saa var helt fantastisk. Selve svommeturene med delfinerne var helt fantastiske. Delfinerne tiltraekkes af lyde, saa vi skraalede alle paa livet loes gennem vores snorkler. Oplevede flere gange, at en eller flere delfiner bare cirklede om mig naar jeg drejede rundt, saa var en helt ubeskrivelig oplevelse. Efter 4 svoemmeture skiftede vi til toert toej og fik lidt tid til at tage billeder af delfinerne fra baaden. Paa vejen tilbage til land noed vi varm kakao og smaakager, saa var en meget vellykket tur. Klokken 09.40 var jeg tilbage paa vandrehjemmet og efter en lur paa 2 timer zombiede jeg resten af dagen foer jeg gik tidligt i seng.

Paa de new zealandske vingaarde

Efter at have vaeret saa tidligt oppe var jeg ret traet og smaasov derfor det meste af faergeturen (efter jeg foerst havde vandret en hel time med min store rygsaek til faergeterminalen), saa fik slet ikke nydt udsigten. Men naaede da at opleve et new zealandsk boerne-trylleshow. Var ikke bedre end et tilsvarende dansk. Efter en halv times bustur ankom jeg til vandrehjemmet, som for det naeste stykke tid skulle vaere mit hjem, ”The Lemon Tree Backpackers”. Stedet levede op til sit navn med en raekke store citrontraeer foran den smukke gamle bygning, som husede vandrehjemmet, saa tegnede godt. Faa timer efter ankomsten var jeg blevet skaffet arbejde til dagen efter (naaede dog at blive aflyst og u-aflyst) foer jeg endelig gik i seng med vaekkeuret til 5.45 naeste morgen.

Onsdag den 5 januar blev jeg sammen med et antal andre personer hentet ude foran vandrehjemmet af de personer som vi skulle arbejde for for det naeste stykke tid. Vi opdagede hurtigt at de var rigtig flinke og underholdende saa det tegnede ogsaa godt. Selve firmaet var et som leverede arbejdskraft til firskellige vingaarde i omraadet. Arbejdet havde den kaempe fordel over mit tidligere job at det var udendoers. Var langt bedre end at vaere ”laast” inde paa fabrikken. Vi naaede allerede paa foerste dag at have forskellige arbejdsopgaver saa ogsaa det var fint. Paa foerste dag startede vi med ”wirelifting” og gik saa videre til ”skirting and tucking”, saa der var variation, hvilket altid er godt. Det enest problem var at vi ikke havde saa mange timer og aldrig vidste hvor laenge vi skulle arbejde. Heldigvis moedte jeg en del flinke mennesker paa vandrehjemmet og blandt dem jeg arbejdede med. Isaer 2 tyskere, Lorenz og Tobias, snakkede jeg meget med (mest Lorenz dog). Weekenden havde jeg fri og slappede bare af.  

Mandag den 10 januar begyndte vi med ”leafplucking”, som meget simpelt gaar ud paa at plukke en vis procentdel af bladene af vinrankerne for at eksponere druerne for den rigtige maengde sol. Det blev hvad vi kom til at lave det meste af arbejdsugen. Som sidste uge var der ikke saa mange timer. Fredag (13. jamuar) var vi hjemme igen allerede 9.30, saa var en meget kort dag. Efterfoelgende noed jeg en oel med Lorenz, Tobias og en tredje tysker. Vejret var fantastisk, saa vi spillede ogsaa fodbold. Saa det udviklede sig til en super hyggelig dag.

Om loerdagen var det Lorenz 19-aars foedselsdag, saa vi sang foedselsdagssang for ham da han stod op. Saa det var hyggeligt. Vejret var fantastisk, saa noed det mens jeg forsoegte at planlaegge min videre faerd paa sydoeen og spiste laekker new zealandsk is. Om aften var der i anledning af Lorenz’ foedselsdag arrangeret et BBQ-arrangement, saa alle medbragte eget koed og drikkevarer og saa var der et par stykker der soergede for salat og tilbehoer. Og pandekager til dessert, som jeg spiste med is. Var utrolig hyggeligt. En rigtig ”feel-good day”. Der var en utrolig smuk solnedgang, saa afsluttede dagen paa smuk vis.

Soendag den 16. januar var vejret ligeledes fantastisk. Fandt en lille park i Blenheim centrum, hvor jeg sad i skyggen af et trae og laeste i min Lonely Planet for at finde ud af hvad jeg ville se videre. Saa noed bare livet. Spiste et meget laekkert eftermiddagsmaaltid bestaaende af jordbaer med maelk og sukker.

Mandag den 17. januar var jeg igen oppe 5.45 for at blive hentet til arbejde 6.45. Troede jeg. Sammen med 8 andre fra vandrehjemmet stod vi og ventede paa at blive hentet fra 6.40. Da der var gaaet 45 minutter og vi stadig ikke var blevet hentet indsaa vi, at vi nok ikke blev det. Mistede al min tiltro til firmaet saa sagde op. For hvis der ikke er arbejde er der ingen grund til at blive i Blenheim (viste sig tirsdag en god beslutning, daa der om morgenen var en seddel paa doeren, som sagde at der der heller ikke var noget arbejde – igen uden at arebjderne var blevet informeret dagen foer). Saa dagen blev brugt paa at faerdiggoere mine planer for sydoeen. Aftalte med Lorenz og Tobias at jeg ville rejse et stykke med dem (de er super flinke), saa sammen bestilte vi busbilletter til og vandrehjem i Nelson til dagen efter. Vejret var mere end fantastisk med solskin fra en skyfri himmel. Klokken 16.15 maalte jeg en temperatur i solen paa 41° C, saa var super. Heldigvis opstod der en meget forfriskende vandkamp, saa gjorde bestemt ikke noget.

Wellington - the "Coolest little capital in the world"

  

Efter en hyggelig kiwi-jul med familien (komplet med BBQ, solskin og icecream pudding" begav jeg mig den 29. decembar 2010 afsted mod den by, som i "Lonely Planet Best in Travel 2011" blev beskrevet som the "Coolest little capital in the world" og nr. 4 paa listen over byer, som man burde besoege i 2011. Fra Auckland var der dog foerst lige en 11 timer og 10 minutters bustur. Men den var hurtigt glemt, da jeg ankom i Wellington. For hvis en by kan have en sjael er det Wellington. Elskede byen fra det oejeblik jeg traadte ud af den smukke gamle stationsbygning og saa en statue af Ghandi midt paa en graesplaene omgivet af blomstrende pohutukawa-traer. Og selv om det var aften da jeg ankom noed jeg turen fra stationen til vandrehjemmet gennem byen med dens mange smukke, gamle bygninger og moderne kunstvaerker mellem hinanden.

Torsdag den 30. januar begybdte jeg fra morgenstunden at goere klar til min nytaarsmiddag dagen efter, men loeb dog hurtigt ind i problemer. Det var umuligt at skaffe 2 af hovedingredienserne til min vanilleis (inklusiv vanillestaenger), saa valgte i stedet at tilberede en jordbaeris. Denne inkluderede en hemmelig ingrediens i form af en halv grydeske (havde et uheld med en blender). Efterfoelgende begav jeg mig ned til parlamentet. Paa vejen levede byen op til sit oegenavn, "Windy Wellington", da min hat blaeste af for foerste (og 2.) gang. Der er meget slaaende kontrast mellem den originale parlamentsbygning og den nye "Executive Wing of Parliament", eller som den bedre er kendt "The Beehive" (til venstre, hvis nogen skulle vaere i tvivl), men synes personligt godt om begge bygninger. Jeg fik en times rundvisning i parlamentsbygningen, som var meget spaendende og informativ. Det viste sig, at det new zealandske politiske system minder meget om det danske.

Efterfoelgende fulgte naeste del af min episke quest mod en god nytaarsmiddag, idet en soegen efter almindelig bagegaer i et supermarked udviklede sig til et adventure som involverede en meget flink ekspedient og et stort antal vildledelser. Men fik endelig skaffet almindelig gaer (new zealaenderne bruger aabentbart toerret gaer) og kokkereret en pizzadej, som blev sat til at koldhaeve i koeleskabet.

Nytaarsaftensdag brugte jeg formiddagen paa at udforske "Te Papa", som er New Zealands national museum. Paa den formiddag naaede jeg at udfoeske det meste af en af museets 6 etager - og nej, var ikke bare fordi jeg var langsom. Det er et enormt et meget imponerende museum. Saaledes naaede jeg baade at opleve et jordskaelv (simuleret), laere om vulkaner og pladetektonik og se verdens eneste udstillede kolosblaeksprutte - den stoerste blaeksprutteart mennesket kender. Eftermiddagen brugte jeg i en park, hvor jeg noed det gode vejr og laeste i en bog. Efterfoelgende tilberedte og noed jeg min udemaerkede nytaarsmiddag i mit eget udemaerkede selskab. Efter moerket begyndte at saenke sig over byen vandrede jeg ned til havnepromenaden, hvor jeg saa goeglere (eller som de foretrak at blive kaldt: "Street Artists"). Der var en smuk udsigt over havnen med lys paa. Selve nytaaret var lidt antiklimaktisk. Det virkede meget uorganiseret, den frivillige, som var valgt til nedtaellingen fattede ikke konceptet i en nedtaelling (hvordan det end er muligt), saa der var ingen ordentlig nedtaelling og der var ingen fyrvaerkeri.

2011 startede meget energisk, idet jeg bogstaveligt talt sprang ud af sengen (selvom jeg sov i oeverste koeje) vaekket af den smukke lyd af saekkepiber (tror maaske de andre paa vaerelset syntes det var lidt irriterende). Det viste sig at vaere Nonie, som ville oenske mig godt nytaar, saa var meget flinkt. Efter morgenmaden hoerte jeg Dronningens Nytaarstale, som jeg af gode grunde var gaaet glip af dagen foer. Blev meget beaeret over hendes slet skjulte reference til mig personligt og jeg citerer: "På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner, skal vi ikke glemme dem, som må fejre nytår langt herfra."

Efterfoelgende tog jeg tilbage til Te Papa for at udforske resten af det enorme museum. Museet er meget moderne og interaktivt - masser ting at proeve og trykke paa for et legebarn som mig. At jeg bare er et stort legebarn (som om nogen er i tvivl) blev bekraeftet af at jeg ikke fandt en eneste ting af interesse i den almindelige museumsbutik, men en lang raekke spaendende ting i boernebutikken (inklusiv vidunderet som ses til hoejre), hvor jeg ogsaa endte med at koebe et par badges til min hat. En hat som jeg indsaa en dag vil blive udstillet i en glas montre idet jeg fandt en meget lignende paa museet. Da jeg kom tilbage fra museet saa og hoerte jeg Dr-korets "Vaer velkommen, Herrens aar" og nationalsangen. 

2. januar 2010 tog jeg Wellingtons nok mest beroemte transportmiddel, "The Cable Car" og til byens botaniske have, som jeg havde taenkt mig at udforske. Foer jeg kunne naa det blev jeg dog meget effektivt distraheret af "Carter Observatory", som er et planetarium (som om jeg kan undgaa at blive fanget af noget som handler om rummet!). Foerst saa jeg en meget stor og spaendende udstilling om alle mulige forskellige aspekter af rummet - meget spaendende. Efterfoelgende saa jeg filmen "We are Astronomers" i den store kupelformede biograf som var blevet indrettet i det gamle observatorium. Den omhandlede vor tids astronomer og de vaerktoejer de bruger til at udforske rummet (bl.a. "Very Large Telescope" (VLT), "The James Webb Space Telescope" (JWST) og "Large Hadron Collider" (LHC)). Den var superspaendende. Efterfoelgende fortalte en af de ansatte om den nuvaerende nattehimmel over New Zealand og hvilke stjerner og planeter man kan se. Ogsaa ret spaendende. Efter en gennemvandring af den botaniske have (ikke noget specielt) tog jeg kabelbanen ned igen.

Den 3. januar lejede jeg en mountainbike og begav mig ud i "Makara Peak MTB Park". Det var rigtig mountainbiking - i bjerge. Da jeg naaede toppen af bjerget blev jeg bogstaveligt talt naermest blaest omkuld, saa kraftig var vinden deroppe (som ligeledes var inde i en sky). Saa skyndte mig ned igen. Da jeg kom tilbage til vandrehjemmet pakkede jeg mine ting. I morgen skal jeg tidligt op (vaekkeuret er sat til 4.25) og afsted med faergen mod sydoeen og nye eventyr.