Det er jo kun jul een gang om aaret

Foerst og fremmest tror jeg jeg har fundet ud af hvorfor mit vandrehjem, Frienz backpackers, har den indretning det har med meget varierede, spraglede naesten psykedeliske tapeter over alt. 

Onsdag den 22 december 2010 var endnu en smuk morgen med naesten skyfri blaa himmel og hoejt solskin. Perfekt vejr til at besoege en (som beskrivelsen siger sandsynligvis udslugt) vulkanoe. 9.15 tager jeg faergen til Rangitoto Island, som er et naturreservat midt i Auckland havn. Oeen er den oengste af Aucklands naesten 50 vulkaner og Rangitoto Island er ubeboet (min ide om en oede oe forsvandt dog lidt da en kaempe gruppe turister i alle aldre gik ombord paa faergen sammen med mig). Men det kunne ikke oedelaegge mit gode humoer (omend ikke saerlig julet for den 22. december).

Der var en raekke forskellige vandreture paa oeen, men den mest brugte var "The Summit Track", som er den direkte sti til toppen af vulkanen og i dag var bestemt ingen undtagelse. Alle saa det ud til gik afsted den vej. Derfor gik der ikke laenge foer min konkurrencementalitet tog over og jeg begyndte stille og roligt at oege tempoet. Derfor naaede jeg ogsaa (forpustet og svedende, men med en god foelelse af sejr (og aabentbart ogsaa meget traet?)) som den foerste toppen af vulkanen og blev beloennet med en meget fin udsigt over Auckland (under 2. Verdenskrig havde oeen huset forskellige militaerinstallationer af denne grund). Oeen var daekket af smuk natur og vejret var skoent, saa noed min tid der.

Paa oeen fandtes ogsaa en raekke lava huler, som jeg da selvfoelgelig skulle udforske. Havde af samme grund taget en lommelygte med. De var ikke praecist afmaerkede, saa da jeg kravlede (var saa lille at det var noedvendigt) foelte jeg mig lidt som den foerste der satte min fod i hulen, saa det var en ret fed foelelse. Alligevel var det ogsaa lidt uhyggeligt ikke at vide, hvad der ventede (den ene gang blev jeg noedt til at vende om fordi hulen var lukket i den anden ende) og det var en ret rar foelelse, naar man saa solen igen og vidste at udgangen var naer. Foelte mig meget som en spileolog (selvom jeg nok var den foerste med straahat). Den ene gang jeg kom op af en hule (fandt kun 3 og dette var den sidste) (blev noedt til at tage min rygsaek af for at kunne komme op af det lille hul, som udgjorde hulens udgang) var jeg midt i en skov uden stien i syne. Saa blev noedt til at foelge en improviseret sti gennem skoven (der havde vaeret en smule regn, saa alle bladene var vaade, hvilket jeg ogsaa blev) indtil jeg fandt den rigtige sti. Meget sjov oplevelse.

Lillejuleaften var vejret om muligt bedre end dagen foer, saa efter jeg havde lavet gode havregrynskulger (havde i mellemtiden koebt ordentlig kakao) (utroligt hvor de kan hjaelpe mod en god julestemning) besluttede jeg at tage et smut paa stranden. Saa jeg tog bussen til Mission Bay - en hyggelig lille bugt kun 13 minutter fra Auckland. Det tog ikke lang tid foer jeg blev enig med mig selv om at det da bestemt ikke var den vaerste maade at bruge lillejuleaften paa (omend ikke saerlig julet, men alligevel) og noed stranden, varmen, det gode vejr og havet.

Aftenen noed jeg i den smukke Albert Park midt i Auckland, hvor jeg fandt en solskindplet midt paa graesset. Her noed jeg en NZ-DK-fusion-julesnack: White Chocolate Frappuccino og havregrynskugler mens jeg laeste i en god bog og noed at vaere i live - det er jo kun jul een gang om aaret.

Rigtig glaedelig jul alle sammen

Lonely Planet ≠ Gud?

Onsdag den 15. december beslutter jeg efter lidt frokost (efter jeg om formiddagen havde hoppet ud fra et fly i 15.000 fods hoejde), at man ikke kunne bo i Taupo i en uge uden at besoege den mest besoegte naturlige attraktion i New Zealand, Huka Falls, som ffindes umiddelbart udenfor byen. Saa selvom himmelen er daekket af reltivt moerke/sorte skyer begiver jeg mig afsted kun ifoert  shorts og t-shirt (efter at have overlevet et 4572 meters fald fra et fly foeler jeg mig ret uroerlig). Jeg gaar de cirka 4 kilometer der er fra vandrehjemmet til vandfadet, hvilket er en meget hyggelig tur gennem primaert skov og langs den stoerste flod i New Zealand. Vandfaldet selv er utrolig imponerende. Paa et kort stykke (maaske 50 meter med mine meget manglende evner til at afstandsbedoemme) snaevrer den ellers ret brede flod ind og den rolige stroem bliver pludselig meget vild og voldsom. Paa vejen tilbage frygter jeg, at jeg har vaeret lidt for overmodig ved at begive mig ud uden regntoej, men faar kun enkelte draaber. Det bringer aabentbart held at hoppe ud fra et fly og overleve.

Dagen efter var meget antiklimatisk ovenpaa den fantastiske dag forinden. Dagens hoejdepunkt kom tidligt paa dagen, da jeg med meget besvaer forsoegte at overbevise min soester om at jeg rent faktisk havde lavet et sky dive dagen foer og at billedet paa bloggen ikke var falskt. Havde jeg meget sjov med. Det meste af resten af dagen gik med en naesten 7 timers bustur fra Taupo til New Plymouth. Paa vejen hyggede jeg mig med en ret god bog, som jeg havde koebt dagen forinden, inden jeg pludselig opdagede, at der manglede 48 sider (og at en del af de andre i stedet var der 2 gange). Meget mystisk.

Da jeg endelig ankom til New Plymouth (vejret havde vaeret daarligt hele dagen med overskyet og smaaregn) opdagede jeg, at det vandrehjem jeg havde bestilt et vaerelse paa laa et par kilometer udenfor byen, saa jeg vandrede afsted med min store (og tunge!) rygsaek. Da jeg ankom opdagede jeg at det overraskende nok primaert var aeldre mennesker, som boede paa det vandrehjem, saa var heller ikke saa fedt.


Fredag den 17. december havde jeg egentlig haabet paa at bestige et bjerg (Mount Taranaki) i den naertliggende Egtmont National Park, men med vejr som var vaerre end dagen foer (oesende regn) var der bestemt ingen chance for at det ville ske. I stedet besluttede jeg mig for at gaa ned til New Plymouth Centrum for at se mig lidt omkring og koebe ind. Kom forbi det lokale bibliotek (som var ret stort) og besluttede mig for at gaa ind. Der faldt jeg tilfaeldigvis over en bog, "Mad Science", som omhandlede historiske videnskabelige og psykologiske eksperimenter. Den var utrolig spaendende og jeg endte med at bruge hele resten af dagen paa at eskapere ind i den. Efter jeg havde koebt ind gik jeg tilbage til vandrehjemmet. I et forsoeg paa at skabe lidt dansk julestemning forsoegte jeg mig med en gang havregrynskugler, men resultatet blev meget langt fra hvad man normalt forbinder med havregrynskugler - vil naesten kalde det katastrofalt (fandt senere ud af hovedsynderen var det "sunde" kakaopulver jeg ved et uheld var kommet til at koebe - hovedingrediensen var maltekstrakt!).

Dagen efter var vaeret ligeledes daarligt, saa efter at have snakket i telefon med familien soegte jeg tilflugt paa museet i New Plymouth. Det var ret spaendende med forskellige udstillinger (inclusiv en video i et moerkt rum med stoe der lyste og en brint-bil (som dog ikke levede op til vores)). Efter frokost vendte jeg tilbage til biblioteket og laeste min bog fra dagen foer faerdig. Der gjorde jeg ogsaa min bedste handel i New Zealand (ud over maaske alt det jeg havde faaet gratis), idet jeg koebte 5 boeger for 0,9 NZ$. Jeg vandrede herefter en del af den meget beroemte "New Plymouth Costal Walkway", men fandt den ret overvurderet.

Soendag den 19/12-10 pakkede jeg mine ting og gjorde klar til at forlade vandrehjemmet. Efter et telefonopkald fra Julie opdagede jeg hvor meget kemi jeg faktisk har glemt (ALT!). Jeg gjorde mig klar til at gaa tilbage til byen i oesende regn med min store rygsaek ifoert regntoej, men fik i sidste oejeblik et lift af receptionisten, saa det var perfekt. Mens jeg ventede paa en 6 timers bustur soegte jeg igen tilflugt fra regnen paa biblioteket, som hurtigt var blevet mit favoritsted i New Plymouth. Klokken 20.40 ankom jeg endelig til Auckland (hvor en vis julestemning bestemt er ved at indfinde sig) paa en skoent overskyet meget lun og dejlig aften. Da jeg ankom til mit vandrehjem var det at jeg begyndte at tvivle paa Lonely Planets gudestatus. Jeg havde valgt vandrehjemmet ud fra foelgende beskrivelse i Lonely Planet:

"Raising the bar for this part of town, Frienz has actually put an effort into its decor (crazy wallpaper and bright colours) and into organising regular social events (free barbecue nights, poker tournaments etc). Add to that free internet access, fridges in the private rooms and a terrific rooftop terrace and you get the inner city's best hostel."  

Derfor havde jeg selvfoelgelig relativt hoeje forventninger til stedet. Da jeg ankom var det derfor meget antiklimatisk at finde kaos. Koekkenet floed med uopvasket opvask,  vandhanerne var oedelagte og ovnen virkede ikke. Paa badevaerelset var der store huller i murene og gulvet floed med vand. Men i det mindste saa vaerelset rimeligt ud. Da jeg lagde mig i sengen fandt jeg dog hurtigt ud af at det blot var en illusion, for madrassen var saa tyndslidt, at man meget tydeligt kunne maerke metalskelettet nedenunder.

Mandag den 20/12-10 formaaede jeg trods sengen at sove til 9.15 - det laengste jeg havde sovet i lang tid. Da jeg saa efter et overraskende godt bad (meget vand og hoejt tryk) kom ned i koekkenet var det endnu mere kaotisk end dagen foer. Alle 3 vaske stoppede og overfyldte og det floed (endnu mere end dagen foer) med uopvasket opvask. Saa blev noedt til at vente til de ansatte havde gjort koekkenet rent (og selv da skulle jeg selv vaske en skaal og ske op) foer jeg kunne faa morgenmad. Efter jeg (endelig) havde faaet morgenmad begav jeg mig afsted til supermarkedet (som var 25 minutter til fods) og koebte ind til resten af min tid i Auckland. Vejret var stadig overskyet, men regnede i det mindste ikke. Hvor finder man saa sjaelefred paa saadan en dag? - I gaettede det. Paa biblioteket. Der brugte jeg min formiddag (og tidlig aften) med at laese blandt andet en raekke meget interessante psykologiblade. Til aftensmaden var koekkenet faktisk rimelig paent, saa var en positiv overraskelse.

Tirsdag morgen indsaa jeg hvor meget mit humoer er direkte linket til vejret for efter at have vaeret i lidt daarligt humoer de sidste par dage med daarligt vejr, fandt jeg, at jeg var i meget bedre humoer i dag idet solen skinnede. Jeg brugte min morgen paa en e-mail korrespondence med Charlotte vedroerende blandt andet flybilletter og visum-regler og begav mig saa ud i det gode vejr. Jeg forhoerte mig hos det lokale informationscenter vedroerende Rangitoto Island - en vulkansk oe i Auckland havn, som jeg planlagde at besoege dagen efter. Derefter begav jeg mig op i den hoejeste bygning paa den sydlige halvkugle - "Auckland Sky Tower" (blev noedt til at tage elevatoren, idet trappen kun var til brug i noedstilfaelde - forhoerte mig ellers). Taarnet er 328 meter hoejt, saa der var en meget fin udsigt over Auckland, saa var en meget fin tur.

Life is too important to be taken seriously! - Oscar Wilde

Life is too important to be taken seriously!

- Oscar Wilde

Mordor

Fredag den 10/12-10 begyndte med et stille og roligt cruise paa Lake Taupo, hvor jeg saa de meget beroemte Maori Carvings. De bestaar af et kaempe ansigt (som er en beroemt gammel maorihoevding) plus et par beskyttere af soeen, som er skaaret ud i sten over vandet, og var meget imponerende. Samme dag havde jeg ogsaa det mest uforventede indkoeb paa min rejse indtil videre, idet jeg koebte en hue og et par vanter. Havde jeg ikke lige regnet med, men var anbefalet til den tur i bjergene jeg skulle paa et par dage efter. Var lidt foruroliget over hvorvidt det ville vaere muligt at opdrive paa denne aastid, men viste sig, at der var en butik, som havde specialiseret sig i at saelge udstyr til den tur, saa var intet problem. Heldigvis.

Eftermiddagen brugte jeg paa at slappe af. Der er en fed, afslappet stemning her paa vandrehjemmet. For eksempel sad 2 fremmede mennesker fra hhv. Israel og USA og jammede paa guitar og mundharmonika, saa var ret fedt.

Loerdag den 11/12-10 havde jeg en fremragende formiddag. Paa egen krop oplevede jeg den globalisering som Anthony Giddens i hans social-psykologiske og samfunds-sociologiske teorier ville beskrive som et af de 5 essentielle og karakteristiske elementer i beskrivelsen af det senmoderne samfund. Saadan kunne jeg maaske finde paa at forklare det, hvis jeg stadig var i skolemode. Men idet jeg er i feriemode vil jeg naermere beskrive det som at jeg spontant deltog i et utroligt underholdende braetspil (Cranium) i Danmark med Charlotte, An-D og Henrik over Skype og webcam. Det var fantastisk underholdning og grinede og fjollede helt utroligt meget, saa var rigtig fedt. Om eftermiddagen badede jeg i en naturlig, geotermisk varm stroem, saa var ogsaa rigtig laekkert.

Soendag den 12/12-10 skulle jeg paa tur til "The Tongariro Alpine Crossing", saa stod op foer solen paa det ikke mindst ugudelige tidspunkt klokken 04.30. Og efter jeg lige blev frisk ved hjaelp af blandt andet et bad blev jeg faktisk enig med mig selv om at tidlig morgen faktisk er et skoent tidspunkt paa dagen (selvom jeg ogsaa elsker at sove laenge). Jeg "saa" en smuk solopgang - desvaerre var solen gemt bag "The Warehouse - Where everyone gets a bargain" (og ja, det er hjernevask). Men saa da himmelen antage en smuk rosa farve, saa var ret flot alligevel. Klokken 06.20 blev vi hentet af bussen, som tog os til starten af vandreturen og vi ankom lige foer klokken 8.00. "The Tongariro Alpine Crossing" er anset som en af de smukkeste (hvis ikke den smukkeste) 1-dags vandretur i New Zealand og er del af en af de "9 Great Walks". Det er ligeledes stedet, som har faaet rollen som Mordor i "Ringenes Herre".

Allerede lige fra begyndelsen var det tydeligt at se, at omraadets natur var fantastisk. Det var helt utroligt. Selve "The Tongariro Alpine Crossing" er 19,4 kilometer gennem bjergterraen, men der er en sidevej, som bestaar i at klatre til toppen af Mt. Doom fra "Ringenes Herre"  (egentlig Mt. Ngauruhoe) (vejret var bare lidt bedre, vulkanen lidt mere stille og dragen var aabentbart et andet sted), som jeg haabede paa at tage. Af brochurerne fremgik det klart, at den tur skulle paabegyndes ikke senere end 9.15 og officielt var der 1 time og 45 minutter fra starten. Derfor begyndte jeg i et rimelig hoejt tempo (begyndte hurtigt at svede og traekke efter vejret). Efter et stykke tid saa jeg en anden ung mand et lille stykke foran mig, som saa ud til at have samme hensigt som mig (gik ligeledes rigtig godt til og blev ved med at kigge paa uret).

Ved foden af bjerget (den del af turen var off-piste, saa vi gik bare ud fra at det var der den startede) moedtes vi klokken 09.16. Vi kiggede paa hinanden og blev saa enige om at goere det, selvom bjerget fra den vinkel saa ret hoejt ud (var det med sine 2287 m i virkeligheden ogsaa). Det viste sig, at ham jeg havde moedt hed Gerrid og kom fra Holland, saa fulgtes med ham et stykke op ad bjerget. Til at begynde med var det ikke saa haardt, som kom foran Gerrid. Laengere oppe moedte jeg en tysker, Timo, som jeg fulgtes med til toppen. Jo hoejere op vi kom jo haardere blev det og taet paa toppen begyndte der at ligge loese vulkanske sten, saa var utrolig haardt. Paa flere tidspunkter var jeg noedt til at gaa ned paa alle 4 saa haardt og ufremkommeligt var det (brochuren havde godt nok om denne sidetur skrevet ting som: "extremely difficult" og "You will need at least ankle-high boots and long trousers for this climb as protection against the sharp rock. If you do not follow this advise you could find yourself in serious trouble. FALLING ROCKS AND POOR FOOTING ON THIS TRACK ARE A SERIOUS HAZARD, CAUTION IS REQUIRED"). Men vi var unge og friske, saa mente nok vi kunne klare det. Og selvom jeg var i foert shorts og vandresko naaede jeg da langt om laenge toppen. Der oplevede jeg for foerste gang paa min rejse sne (hvad goer man ikke for at kurere lidt hjemve?)

Paa toppen havde vi et formiddagsmaaltid med en enorm foelelse af sejr og en fantastisk udsigt, saa var det hele vaerd. Der moedte vi ogsaa Gerrid igen og vi 3 fulgtes ad resten af vejen, saa det var meget hyggeligt. Nedturen tog langt kortere tid end bestigningen og foregik i en blanding af loeb, glid og skoejt, saa var rigtig sjovt. Vi blev hurtigt enige om at det var ligesom at staa paa ski - bare uden skiene og sneen. Jeg vaeltede et par gange paa vej ned og paadrog mig et paar smaaskrammer (begge haender og det ene ben), men ikke noget serioest (det vaerste var at mit fine armbaand blev ridset, men vil nu for altid vaere et minde om turen. 

Nede igen fortsatte vi paa den rigtige sti (manglede stadig 13 af de 19,4 km, saa var et stykke). Landskabet var simpelthen fantastisk gennem hele nationalparken - raat og oede og ikke lig noget andet. Var et af de faa steder paa jorden, hvor man ikke ville blive overrasket over at se et perfekt geled af elverryttere komme over en bakkekam, et par hobitter eller gollum svoemme rundt i en af de smaa soeer. Naturen var simpelthen overvaeldende og spektakulaer - helt sikkert et af hoejdepunkterne for min rejse. Totalt gik/kravlede vi 19,4 kilometer plus op og ned af Mt. Doom, saa var ret moerbanket tilsidst. Men det var en fed foelelse. Vejret viste sig perfekt (det var overskyet det meste af tiden, saa ikke for varmt, men solen kom ogsaa frem af og til). Da jeg kom hjem spiste jeg en frysepizza og en rest gulerodssalat og gik saa ellers ud som et lys.

Den 13/12-10 havde jeg egentlig planlagt at sove laenge efter gaarsdagens strabadser, men 07.50 blev jeg vaekket af lyden af saekkepiber (min mobil der ringede) (havde egentlig mere ondt af de 5 andre paa vaerelset, for selvom jeg havde oerepropper i kunne jeg hoere det ret tydeligt. Det viste sig at det var et opkald hjemmefra (ikke foerste gang de har vaekket mig). Jeg foelte mig stadig relativ traet i kroppen, saa det endte med at blive en zombie-dag. Men fik da koebt en ekstern harddisk til alle mine billeder. I en fancy pink, saa var meget smuk. 

Te Whakarewarewatangaoteopetauaawahiao

Tirsdag den 7/12-10 havde jeg en fremragende eftermiddag paa stedet med New Zealands 3. laengste stednavn: "Te Whakarewarewatangaoteopetauaawahiao", som i engelsk oversaettelse betyder "The gathering place for the war parties of Wahiao" (stednavnet mangler stadig noget for at komme op paa det laengste stednavn i New Zealand (som ogsaa er det laengste i verden) - bakken "Taumata­whakatangihanga­koauau­o­tamatea­turi­pukakapiki­maunga­horo­nuku­pokai­whenua­kitanatahu" (The summit where Tamatea, the man with the big knees, the climber of mountains, the land-swallower who travelled about, played his nose flute to his loved one)).

Men i hvert fald tog jeg der del i et arrangement som hed "Te Po indigenous evening expierience combo", som omhandlede traditionelle maori traditioner. Arrangementet startede med at vores guide (som var af maoriafstamning) havde meget sjov med at forsoeget at laere hele vores gruppe af turister at udtale stedets navn uden den store succes. Men vi havde ogsaa ret meget sjov med at forsoege. Efterfoelgende fortalte han meget informativt om forskellige maori traditioner og folkets historie og oprindelse. Vi saa deres traditionelle flax-vaevning og traeudskaering.

Efterfoelgende saa jeg mine foerste kiwier (egentlig kiwifugle for har set utrolig mange kiwier (som er befolkningen i New Zealand)) i et hus med kunstigt moerke idet kiwifuglen er et natdyr. De er utrolig sjove dyr, som legede ligesom boern, saa var helt sikkert sjovt at se. Vi saa ogsaa lidt af omraadets geotermiske aktivitet i form af boblende mudderpoele.

Derefter blev vi paa traditionel vis (med en kriger, som udfordrede os og gav os valget mellem fred eller krig i form af et bregneblad) budt velkommen til omraadets marae (som er maoriernes moedehus). Her saa vi en opvisning af traditionel maori underholdning, som bestod af sang og dans. Vi var ogsaa selv paa scenen og forsoegte os med den traditionelle krigsdans Haka (et af de tidspunkter, hvor jeg var glad for jeg rejste alene).

Underholdningen blev efterfulgt af en overdaadig buffet (som skoent et godt raad fra min soester (som aabentbart kender mig ret godt snart)) medfoerte, at jeg maaske kom til at spise lidt for meget (blev maaske lidt halvdaarlig, men var det vaerd). Maden var tilberedt paa traditionel maori-vis, hangi, som er under jorden ved hjaelp af sten varmede af omraadets geotermiske aktivitet, saa fik en laekker roeget smag. Derudover var den en dessert-buffet, som maaske var den egentlige skyldner.

Efter middagen bevaegede vi os ud til Pohutu-gejseren, som er den stoerste gejser paa den sydlige halvkugle med udbrud paa op til 30 meter. Her sad vi i tusmoerket paa geotermisk varmede sten (ifoert t-shirt, selvom klokken snart var 21.00) og ventede paa at gejseren skulle gaa i udbrud, mens vi drak varm kakao, saa det var en rigtig fed oplevelse. Det blev ikke mindre fedt da gejseren endelig gik i udbrud, for den var simpelthen maegtig med enorme vandmasser. Saa havde en rigtig god aften.

Onsdag den 8/12-10 saa jeg Rotorua museum, som ogsaa var ret godt med forskellige dele af omraadets historie. Vi fik en rundvisning af 4 helt nye guider, som var paa deres foerste tur, saa de mindede meget om smaa skoleboern, som skal fremlaegge. Hvis der kom et spoergsmaal, som de maaske ikke lige kunne svare paa var de meget generoese med at give det videre til en af de andre; "den maa du gerne tage...". Torsdag tog jeg bussen til Taupo, hvor jeg tilberedte mit foerste maaltid i New Zealand - en laekker lasagne, saa var meget laekkert.  

Fra de dybeste huler til de hoejeste... springvand?

Efter en relativt lang koeretur ankom jeg den 27/11-10 til Waitomo, hvor jeg indfandt mig paa mit fine vandrehjem. Jeg arrangerede for videre transport vaek derfra igen (ville vaere et ret surt sted at strande, idet der ikke var noget i byen overhovedet!). Efterfoelgende saa jeg et relativt interessant museum vedroerende hulerne i omraadet og isaer de Sankt Hans orme (Glowworms), som omraadet er meget kendt for. Museets hoejdepunkt var en film om disse, som indeholde en del kemi (er jo altid rart at noerde lidt). Eftermiddagen brugte jeg i en haengekoeje i shorts og bar mave (solen skinnede og temperaturen naaede op paa 28 grader), hvor jeg noed livet og forsoegte at at planlaegge min videre faerd. Kan man vist ikke klage meget over.

Soendag den 28/11 - 10 var jeg paa en magisk tur ned i dybet. Jeg havde booket mig paa en 4 timers tur til en hule, som hedder "The lost world" og det var simpelthen en fantastisk tur. Turen startede med 100 meters rapelling ned i hulen i roligt tempo (vi var forbundet til guiden, saa vi ikke risikerede noget, men styrede ellers selv vores nedtur). Det fantastiske ved hulen var den maade solens straaler lyste ned (der var et stort hul i taget). Naar solens straaler ramte traeernes blade blev de delt og kon ned som tynde straaler. Det var naermest et overjordisk syn (eller i virkeligheden "underjordisk" ;-)). I hulen saa vi ogsaa de glowworms, som omraadet er saa kendt for. Der var ikke saa mange som det andet sted jeg saa dem, men de virkede til at lyse kraftigere, saa var helt sikkert ogsaa et smukt syn. Turen afsluttedes med en tur op en 30 meter hoej stige (115 trin - og nej, talte dem ikke selv), som gav sig relativt meget, saa var ogsaa en oplevelse. Efter tiden i hulen var det alligevel rart at komme ud i solskinnet igen. Resten af dagen noed jeg med haengekoeje og "Ringenes Herre".

Mandag den 29/11-10 rejste jeg fra Waitomo til Rotorua med bus og allerede ved ankomsten moedte jeg den, som Lonely Planet kalder den, "unikke" lugt af aeg (eller i virkeligheden svovl, men lugter som aeg). Her fortsatte jeg mit familielogi hos endnu et par utrolig flinke slaegtninge.

Tirsdag den 30/11-10 stod jeg overfor min nok storeste frygt paa hele turen (og nej, var hverken bungy jump, eller skydiving, men langt farligere) - Venstreside-koersel! Jeg havde faaet stillet en gammel bil til raadighed af dem jeg bor hos, saa taenkte, at jeg hellere maatte proeve at koere i den "forkerte" side af vejen. mit foerste moede med den form for koersel gik langt bedre end forventet og ingen kom til skade - maaske fordi bilen ikke ville starte! Saa havde i stedet en fin gaatur i solskin ned til omraadets turistbureau, som jeg rippede for brochurer. Paa vejen hjem gik jeg gennem Kuirau Park, som er et geotermisk omraade midt i byen og oplevede boblende mudder, kogende soeer og masser af dejlige svovldampe.

Om aftenen overvandt jeg frygten for at koere i den forkerte side af vejen (bilen var i mellemtiden blevet fikset - var vist bare batteriet), idet jeg koerte ind til byen for at se Harry Potter 7 - 1. del. At koere i venstre side viste sig at vaere langt lettere end jeg havde frygtet - det viste sig, at det svaereste (udover at finde en parkeringsplads - ingen havde fortalt mig at max 2 timers parkering ophoerte klokken 17) var at kontakten til blinklyset sad i den forkerte side (og ja, kom til at starte vinduesviskerne et (relativt hoejt) antal gange. Men derudover noed jeg filmen.

Onsdag den 1/12-10 startede jeg julen paa en fantastisk (og meget julet maade) idet jeg begav mig ud i Redwoods - Whakarewarewa Forest (og ja - det er ikke det rareste ord i verden at stave til) for at koere mountainbike. Jeg havde 3 fantastiske timer i meget kuperet terraen paa smalle skovstier. Efter de 3 timer var jeg moerbanket, men paa den fede maade, saa det var skoent. Det var ogsaa her det blev afsloeret, at New Zealand havde haft den varmeste november i 30 aar - haaber I nyder sneen i Danmark. 

Om torsdagen var jeg stadig relativt traet i kroppen, saa det eneste jeg rigtig naaede den dag (ud over en stille og rolig gaatur rundt i byen) var en gaatur rundt om "The blue lake". Soeen havde en meget smuk farve (gaet selv hvilken) og var omgivet af skov, saa jeg havde en meget fin (omend lidt langsom) tur rundt om soeen. Om aftenen tog dem jeg bor hos mig med til en naturlig kilde et stykke fra byen. Vandet var krystalklart og omgivet af store californisk Redwood-fyrretraeer, saa var en rigtig god tur.

Fredag den 3/12-10 foelte jeg mig igen klar til at begive mig afsted paa en ordentlig tur for at se hvad omraadet havde at byde paa af geotermisk aktivitet - som er det Rotorua er kendt for, saa koerte til et setd uden for byen, som hedder "Wai-O-Tapu Geothermal Wonderland" (og ja, ved godt det lyder lidt kitched). Det foerste imponerende, som omraadet havde at byde paa var "Lady Knox gejseren". Gejseren kom i udbrud hver dag klokken 10.15, hvilket undrede mig meget at det lige passede med 24 timers mellemrum, til jeg fandt ud af at det var "falske" udbrud fremprovokeret ved at gejseren blev fodret med en substans, som mindede om saebe, hvilket medfoerte, at overfladespaendingen mellem 2 forskellige lag varmt vand med forskellige temperaturer mindskedes saa de blandedes (Soerme en lang saetning). I hvert fald var resultatet, at gejseren udspyede varmt vand 10-15 meter op i luften, saa var ret spektakulaert.

Reten af parken bestod af en lang raekke forskellige andre geotermiske elementer, bl.a. svovlaflejringer, en silica terrassa, og soeer, som grundet mineraler var mange forskellige farver. Af de mere spektakulaere kan naevnes "Champagne Pool", som var omraadets stoerste kratersoe, med 74 grader varmt, boblende, dampende, mineraltfyldt vand omgivet af orange mineralaflejringer (kan godt vaere at det bare er mig der ikke ved noget om livskvalitet, men var maaske ikke lige saadan jeg ville foretraekke at faa min champange serveret). Derudover var der ogsaa en soe, som hed "Devil's Bath", hvor vandet havde farvespektrest mest fantastiske farve (staerkt efterfulgt af ultramarineblaa) - Limegroen. Forstod bare aldrig referencen til djaevlen, for var simpelthen smukt. Paa vej hjem i bilen fra dette sted fandt jeg den nok gladeste cd med hits som: "Yodel your troubles away", "Where did all the yodellers go?" og ikke mindst perlen "She taught me to yodel".

Om eftermiddagen koerte vi ud til et hus paa stranden, som de nogen gange laante af en af deres venner (og med paa stranden mener jeg paa stranden - fra haven gik der en trappe direkte ned til vandet). Udsigten fra vinduet var fantastisk ud over havet. Med os havde vi ogsaa deres boerneboern - 2 piger paa henholdsvis cirka 3 og 13.

Loerdagen brugte vi paa stranden og i strandhuset, saa fik baade bygget et sandslot og nydt en god bog i solen. Jeg havde desuden min mest fantastiske svoemmetur i Stillehavet, med boelger og et mini-surf board. Vandet var utrolig forfriskende og overraskende varmt. Om eftermiddagen loeste jeg et puslespil med 491 brikker (der manglede 9) plus 1 enstra, som ikke hoerte til (der var det jeg begyndte at overveje om jeg var blevet gammel). Dagen sluttede med laekker grill-mad, som en rigtig sommerdag. Soendagen mindede meget om loerdagen, selvom det meste af tiden gik med at nyde solen og en god bog og dagen sluttede med at vi tog tilbage til Rotorua.

I dag har jeg forsoegt at planlaegge og booke transport og logi et stykke frem i tiden, saa har ikke vaeret den mest spaendende dag. Men skal jo ogsaa goeres.

Delfiner og maori-legender

Loerdag den 20/11-10 begav vi os afsted mod Paihia. Paa vejen saa vi dog hvad der var af spaendende ting i omraadet. Foerst besoegte vi et stort vandfald - Rainbow falls. Det var ret stort og flot og da jeg saa at det var muligt at bevaege sig om bag det kunne jeg selvfoelgelig ikke modstaa fristelsen. Det gik ogsaa helt fint (selvom jeg ser meget lille ud paa billedet). Det eneste jeg ikke lige overvejede var at mine sko var blevet helt mudrede til. Saa da jeg skulle krydse floden paa vejen tilbage gled jeg selvfoelgelig saa jeg var vaad til over knaene. Typisk, men ret sjovt.

Efter jeg havde faaet toert toej paa saa vi byen Kerikeri, hvor de aeldste tilbageblivende bygninger i New Zealand findes - blandt andet "The Stone Store" (paa billedet). Det var maaske ikke det mest interessante i hele verden, men en meget hyggelig lille by. Efterfoelgende ankom vi til Paihia - en lille hyggelig havneby i Bay of Islands hvis eksistens bygger udelukkende paa turisme. Soendagen gik med lige at finde sig til rette og planlaegge og bestille aktiviteter til de naeste dage.

Mandag den 22/11-10 havde jeg den mest fantastiske sejltur i Bay og Island, som (hvilket nogen maaske ud fra navnet har gaettet) er en smuk bugt fuld af smaa oeer. Til alle sider saas de frodige groenne oeer, hvis klippesider sank naesten lodret ned i det azurblaa vand, som ogsaa solen spejlede sig i. Det var et utroligt smukt syn, men i virkeligheden var vi paa udkig efter delfiner, som formaalet med turen var at finde. Efter et stykke tid finder vi en lille flok paa omkring 7-8 legesyge delfiner, som svoemmer rundt og springer op af vandet i bedste delfin-stil (hvilket mine fremragende fotografiske evner dog ikke helt skildrer). Saa var det ellers paa med vaaddragten, snorkel og dykkermaske, for meningen var, at vi skulle svoemme med delfinerne. Saa da baaden var taet nok paa delfinerne hoppede vi i vandet til den mest fantastiske oplevelse laenge. Under en kunne man helt tydeligt se hvordan delfinerne svoemmede helt taet paa og havde man strakt armen ud kunne man have roert dem (men det var selvfoelgelig ikke tilladt). Det var simpelthen utroligt.

Dagen efter (tirsdag den 23.) skulle jeg paa en tur helt op til nordspidsen af nordoeen - Cape Reinga, saa 07.15 blev jeg hentet af en bus udenfor mit logi. Vores buschauffoer (som ogsaa var vores guide) var en meget humoristisk maori-mand. For hver lille by vi kom til oversatte han maori-navnet til engelsk og fortalte historien bag navnet, saa det var rigtig interessant. Foerste stop paa vores rute var Puketi kauri (udtalt Cody) forest, hvor vi som navnet indikerer saa kauri-traeer. De var ikke saa store, som det andet kauri-trae jeg havde set, men stadig virkelig imponerende.

Efterfoelgende naaede vi helt op til nordspidsen. Paa vejen fortalte guiden alt om stedet, som har en meget central position i maori-kulturen, idet maorierne tror, at det er her de doede sjaele begiver sig hen for at passere over til den naeste verden. Det var en meget spaendende legende og han fortalte den med meget indlevelse idet han som beskrevet selv var maori og troede paa det. Cape Reinga er et meget smukt og traditionsrigt sted. Vi saa hvordan Stillehavet moedes med det Tasmanske hav og fyrtaarnet paa spidsen. Der var ogsaa et skilt, som fortalte afstanden til en lang raekke storbyer rundt omkring i verden. Meget skuffende var Bjaerup ikke med - og heller ingen andre danske byer. Efterfoelgende spiste vi vores frokost i en meget smuk lille bugt.

Paa vejen hjem kom vi forbi en enorm sandklit, hvor vi skulle proeve sandboarding. Men foer vi kunne proeve det skulle vi selvfoelgelig lige op paa toppen. Det var ret haardt, for for hvert skridt man tog sank man et halvt ned (saa hvis sandet var hypotenusen i en retvinklet trekant med katetre paa 20 og 30 meter hvor mange lysaar ville det saa tage at slaa baglaens kolboetter op?), saa det foeltes som om kraften bare blev suget ud af en. Idet man naar toppen bliver man moedt af relativt kraftige vinde, som skaber en mindre sandstorm (en fik faktisk blaest sit board ud af haanden og hele vejen ned - mega surt). Derefter kigger man ned af den sandbunke man staar paa, som oppefra pludselig ser langt mere stejl ud end nedefra. Efter lige at have taget mod til sig laegger man sig paa boardet og suser ned. Det var rigtig fedt, men paa en eller anden maade tog det ikke helt saa lang tid ned, som op. Efterfoelgende er man daekket af sand simpelthen overalt (og goer det bestemt ikke bedre, at guiden lige havde opfordret en til at smoere sig ind i solcreme umiddelbart inden) inclusiv oerer og naese. Skoent.

Paa vejen tilbage koerte bussen ned af 90 mile beach, som er registreret State Highway. Men for at komme til stranden skulle man foerst lige koere igennem kviksand-floden! Paa stranden udvikler det sig hurtigt til et race med en anden bus, idet alle busserne efterfoelgende skal samme sted hen og vaskes (selvfoelgelig vandt vi). Mens bussen bliver vasket ser vi "The Ancient Kauri Kingdom", som er en udstilling af ting udskaaet af Kauri-trae. Mest imponerende er en vindeltrappe udskaaret indeni en enkelt Kauri-stamme, som det tog 1 mand 8 maaneder at udskaere med en motorsav. Inden vi naar tilbage til Paihia slutter vi af med "Fush 'n' Chups" paa Mangonui Fish Shop, som er verdensberoemt i New Zealand (hvem af jer her ikke hoert om den?).

Onsdag besoegte jeg Waitangi Treaty Grounds, som anses for foedselsstedet for New Zealand, idet det var her den foerste new zealandske forfatning blev underskrevet i 1835. Her har de ogsaa verdens stoerste Waka (maori kano), som maaler 35 meter i laengden og kan have op til 150 krigere. Der var ogsaa et utrolig smukt hus, hvis vaegge var daekkede af maori-udskaeringer, som symboliserede de forskellige stammer. Det var virkelig imponerende. Efterfoelgende gik jeg en tur paa 10 km gennem en skov og mangrove til et vandfald, hvilket ogsaa var en meget hyggelig tur.
 
Efter et par afslapningsdage begiver jeg mig nu mod Waitomo, hvor jeg i morgen har booket en tur i en hule, saa det glaeder jeg mig meget til.

Man skal ikke skue hunden paa haarene

Nu er det snart ved at vaere laenge siden jeg sidst har opdateret min blog, saa taenkte, at jeg hellere maatte goere det. Vil gerne starte med at undskylde til alle, som ud fra mit sidste blogindlaeg fik den opfattelse at det arbejde jeg skulle til at have var kedeligt, intetsigende, monotont, ensformigt eller paa nogen maade repetitivt. Det var en forhastet konklusion fra inden jeg havde haft min foerste arbejdsdag. Nu ved jeg bedre.

Det er paa ingen maade som beskrevet i mit tidligere indlaeg, men kraever derimod evner og enorm tankekapicitet, idet der indgaar en lang raekke forskellige trin, som skal udfoeres i den rigtige raekkefoelge og en lang raekke forskellige redskaber, som skal anvendes korrekt: Foerst skal de 16 stoebte taender til kalvefodringsmaskinen udtages, hvilket kraever et saerligt redskab beregnet til det samt en papaeske, derefter skal overskydende gummi fjernes, hvilket kraever en luftpistol, efterfoelgende skal formene sprayes med fedtstof saaledes, at den naeste taender kan udtages, hvilket kraever en vandforstoever. Til sidst skal der trykkes paa den rigtige! knap, saaledes at maskinen starter. Derefter gaar der 235 sekunder, hvorefter proceduren kan begynde forfra. Igen, og igen, og igen... Og paa de 10 timer, som en arbejdsdag varer naar man saa at stoebe i omegnen af 1376 taender. Og utroligt nok kom saadan en dag slet ikke til at virke lang. Saa I kan nok se, at det er et job som er svaert at mestre og kraever saerlige evner. Er stolt over at vaere blandt de udvalgte til at opnaa indsigt i teknikkens hemmeligheder. Og ikke nok med det - der er ogsaa elementer af trouble-shooting involveret! Hvis maskinen goer noget den ikke skal er du selv ansvarlig for at goere den god igen. Desvaerre er der sket det tragiske, at jeg har besluttet at rejse videre. Kommer saadan til at savne Gladis og Helga.

Men at arbejde er selvfoelgelig ikke det enste jeg har oplevet den sidste tid (selvom det i sig selv var nok til at give hele min rejse indhold og mening). For fik kun arbejdet 80 timer alt i alt. Saa naaede derfor ogsaa at opleve andre spaendende ting.

Loerdag den 13. november havde jeg en spaendende dag i Kauri-traernes tegn. Foerst besoegte jeg et stort museum i Matakohevedroerende disse traer og hvorledes de gennem historien var blevet udnyttet. Det var faktisk ret spaendende. Efterfoelgende koerte vi over "Upside-down river". Den hedder saadan fordi den altid er brun paa overfladen. Meget smukt (eller maaske ikke?). Derefter koerte vi igennem Dargaville; en by min Lonely Planet guidebog meget rammende skriver foelgende om:

"When a town proclaims itself the 'kumara capital of NZ' (it produces two-thirds of the country's sweet potatoes), you should know not to expect too much."

Det var ikke den store oplevelse. Dagens hoejdepunkt kom herefter idet vi saa verdens stoerste Kauri-trae; Tane Mahuta. Det var simpelthen ufatteligt. Med en hoejde paa 51,5 meter og en stamme paa 244,5 m^3 var det simpelthen et fantastisk syn. Man foeler sig saa lille og ubetydelig sammenlignet med den naturens maegtighed en saadan gigant udstraaler. Paa hjemturen besoegte vi de meget beroemte Hundertwasser toiletter i Kawakawa.

Torsdag den 18. november (dagen efter min sidste dag med Gladis og Helga) havde jeg en tur paa egen haand gennem den utrolige New Zealandske natur. Jeg blev sat af ved Whangarei Falls, som i min guidebog beskrives som:

"... the Paris Hilton of NZ waterfalls - not the most impressive but reputedly the most photo-graphed"

Efter at have set vandfaldet vandrede jeg af en sti langs floden gennem en skov tilbage mod byen. Var en skoen, fredfyldt tur. Jeg var langt det meste af vejen helt alene og de eneste lyde, som omgav mig var flodens milde brusen, fuglenes sang, cikaderne og lyden af mine egne fodtrin. Jeg noed det virkelig. Paa vej tilbage til byen valgte jeg (selvfoelgelig) en omvej, som tog mig op paa toppen af en udslukt vulkan - Parihaka (241 m). Det var en god tur op paa bjerget, som tilfredsstillede min eventyrlyst. Flere gange paa ruten (som det fremgaar af billedet) delte vejen sig og man kunne vaelge sin egen rute (men i virkeligheden kan der jo ikke vaere tvivl om hvad man vaelger). Men naaede toppen og havde en fin udsigt. Efter at blandt andet en canopy-waklwak og en traebro gennem mangroven havde bragt mig sikkert tilbage til byen besoegte jeg New Zealands nationale ur museum - "Clapham's Clocks". Museet havde den stoerste samling af ure paa den sydlige halvkugle og var faktisk mere interessant end man umiddelbart ville tro.

I loebet af de sidste par uger er jeg ogsaa faldet over foelgende matematiske opgave, som volder mig ualmindeligt store problemer. Jeg kender godt svaret, men kan simpelthen ikke se, hvordan man skulle kunne naa frem til det. Der er meget aere paa spil til den, som kan komme med en tilfredsstillende loesning. Opgaven gaar i alt sin enkelthed ud paa at bestemme hvor gammel Diophantus blev. Opgaven lyder:

"The gods granted him childhood for a sixth of his life, and a twelfth for his adolescence. A barren marriage took up a seventh of his life. Five years passed, and then a child was born to him. No sooner had this child reached half the age of its father than it died. Diophantus lived for four more years, drowning his pain in the study of numbers, and then gave up his life."

I dag har jeg gaaet et par og tyve kilometer langs stranden og kigget paa strandskaller og andre interessante ting. Men vejret var ikke helt til det med overskyet og smaaregn, saa var maaske ikke den mest interessante udnyttelse af en dag. Nu lyder min plan paa at tage laengere op nordpaa til Paihia i Bay of Islands for at bruge de penge jeg gennem mit hyggelige arbejde naaede at tjene (selv til en timeloen paa 56 kr) paa oplevelser. Saa haaber paa nogle virkelig spaendende oplevelser. Og tror det er et godt sted at finde saadanne.

Fortsat familielogi i Ruakaka

Fredag omkring middag ankom jeg til mit nye midlertidige hjem Nordpaa i Ruakaka hos mere familie (utrolig god ting at have). De bor i et hyggeligt lille hus faa hundrede meter for stranden, saa gik en tur, da jeg ankom mens de andre var paa arbejde. Loerdag var jeg paa en skoen tur i lokalomraadet. Foerst saa vi en hule, som var fuld af glowworms (Sankt Hans orme). Det var spektakulaert. Da vi slukkede vores lommelygter og de bare lyste med et blaaligt skaer i hulens loft. Det mindede meget om stjerner paa himlen. Meget smukt. Efterfoelgende koerte vi til et vandfald i naerheden. Det var ogsaa rigtig smukt og kunne ikke dy mig for at klatre lidt paa klipperne. Var ret taet paa at falde i vandet et par gange, men skete heldigvis ikke.

I dag, soendag, spiste vi brunch paa en lille cafe i en naerliggende by. Altid laekkert. Det var lige ved et sted, hvor de lavede hjemmelavet chokolade, saa det studerede vi ogsaa lige. Og saa saa jeg det mest fantastiske jobopslag nogensinde. De manglede en til at lave hjemmelavet is. Skoent job. Skulle bare vaere en lokal, saa blev ikke denne gang. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan faa noget arbejde. Starter faktisk i morgen og kommer gennem det naeste stykke tid til at bruge meget tid med Helga og Gladis i forhaabentligt! det mest intetsigende job jeg nogensinde vil faa. Kan faa "Spicy laks" til at virke som det sjoveste i verden er jeg helt overbevist om. Men er meget godt lige at proeve, og kan altid stoppe naar jeg har faaet nok.

Her til eftermiddag tog vi 2,5 times kajak paa en rolig flod mens solen skinnede fra en naesten skyfri himmel. En skoen tur. Meget stille, rolig og hyggelig. Et interessant element af turen var et antal fisk, som af den ene eller anden grund valgte at hoppe op af vandet. Var lidt vildt. De stoerste af dem kunne hoppe op til en halv meter over havoverfladen tror jeg. Ret sejt at se paa.